Konfektfabrik henter medejer ind
Claus Hattesen er stadig direktør, og han fortæller til avisen, at Thomas Fischer er bragt med ombord for at hjælpe med udviklingen af konfektfabrikken.
- I de snart tre år, vi har eksisteret, har vi hele tiden været udfordret af efterspørgsel og vækst. Det går forrygende, men vi kan ikke følge med efterspørgslen, siger Claus Hattesen til Fyens Stiftstidende.
Thomas Fischer er til daglig administrerende direktør i konsulentfirmaet Valcon i København. Han har fritidshus på Ærø og er bestyrelsesformand i Ærø Whisky, så han har et vist kendskab til øen, hvor han lærte Claus Hattesen at kende og fik smag for hans konfekt.
Claus Hattesen begyndte at eksperimentere med at lave lakridskonfekt i 2016 og har brugt tre år på at udvikle en lakridskonfekt, der både er vegetarisk og gluten- og laktosefri. Til at begynde med producerede han i køkkenet på Café Aroma, som han driver i Ærøskøbing, men flyttede så ind i de nuværende lokaler. I forbindelse med flytningen fortalte han til Fyens Stiftstidende, at han regner med at kunne producere 200.000-300.000 æsker lakridskonfekt om året.
Beløbet, som Thomas Fischer har investeret i selskabet, er ifølge avisen større end de 116.800 kroner, der figurerer i CVR-registeret. Men han ønsker ikke at uddybe, præcist hvor meget han har skudt ind i Hattesens Konfektfabrik.