23948sdkhjf

Gyldne tider: Danish Crown udbetaler langt over en milliard

En gennemsnitlig leverandør af grise får cirka 700.000 kroner ekstra
Trods store udfordringer i årets første halvdel kommer Danish Crown ud af regnskabsåret 2018/19 med "et solidt resultat", som koncernen formulerer det.

Sort på hvidt betyder det, at resultatet af den primære drift steg med 21 procent - fra 2,09 milliarder kroner i 2017/18 til 2,52 milliarder i 2018/19. Omsætningen steg fra 53,6 til 56,5 milliarder kroner, en stigning på 6 procent. Fremgangen skyldes ikke mindst rekordeksport til Asien og en positiv udvikling i koncernens forædlingsselskaber.

På den baggrund indstiller bestyrelsen, at der samlet udbetales 1,258 millioner kroner i restbetaling og forrentning af andelskapitalen til ejerne, de danske landmænd.

- Det er et solidt regnskab. Vi ser en god udvikling i vores forædlingsselskaber, og priserne på grisekød er steget med rekordfart, så hvor afregningen til ejerne i første halvår var kritisk lav, så har vi haft et andet halvår, hvor det har været en god forretning at levere grise til Danish Crown. Årets sidste to-tre måneder var rigtigt gode, så nu handler det om at holde fast og fortsætte udviklingen, siger Danish Crown-topchef Jais Valeur i en pressemeddelelse.

Trods en stigning i råvareprisen på grisekød på over 40 procent i anden halvdel af året går indtjeningen i den polske forretning Sokolów 25 procent frem og er historisk høj efter købet af konkurrenten Gzella.

- Hele følelsesregisteret
Danish Crown Foods - det tidligere Tulip Food Company - har en solid indtjening, hvor de tilkøbte virksomheder Baconspecialist Zandbergen og Danish Crown Toppings viser styrke, mens marginerne på blandt andet fersk kød og konserves er under pres. Og så leverer DAT-Schaub igen et rekordresultat, fremhæver koncernen.

Afregningen for grise er i gennemsnit hævet med 93 øre pr. kilo hen over året, og restbetalingen til ejerne bliver på 105 øre pr. kilo for grise. Alt i alt svarer det til cirka 700.000 kroner ekstra for en gennemsnitlig leverandør af grise.

- Det har været et år, hvor vi som ejere har været hele følelsesregisteret igennem. Vi er gået fra dyb krise til gode priser på grisekød. Nu handler det om at holde momentum og udvikle Danish Crown, så fundamentet under den danske produktionen af slagtegrise styrkes med det klare mål at sikre både den danske produktion og arbejdspladserne på slagterierne, siger Danish Crowns formand, Erik Bredholt.

Eksporten til Asien og særligt Kina, som er hårdt ramt af afrikansk svinepest, er løftet betragteligt i løbet af året. Det samlede salg af grisekød alene til Kina er steget med 29 procent målt i kilo. Den samlede værdi er gået 63 procent frem.

Ifølge regnskabet havde Danish Crown i regnskabsåret i gennemsnit 23.052 medarbejdere, en fremgang fra 21.769 året før.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078