Danish Agro i Dalmose på Sjælland har fået ødelagt værdier for 721.000 kr.
Helt konkret drejer det sig om 350 sække med vintersæd, som ukendte gerningsmænd har skåret op natten til søndag.
- På grund af hærværket kan vi nu ikke levere, hvad landmændene har bestilt. Det er lidt af en katastrofe for både dem og os, siger Christian Hjerpsted, detailchef hos Danish Agro i Dalmose, til Sjællandske.
Han håber på forståelse fra de landmænd på Sjælland og Lolland-Falster, som i løbet af de næste tre uger skulle have brugt vintersæden.
I alt er 175 ton vintersæd ødelagt, da vintersæden risikerer at blive inficeret af andre enkeltsorter, hvis de åbnes før brug.
Danish Agro har udlovet en dusør for oplysninger, der fører til opklaring af sagen.