23948sdkhjf

Bryggeriet Vestfyen presset i rødt af store omkostninger

Bryggeriet Vestfyen i Assens kom ud af det seneste regnskabsår med et minus på 18,9 millioner kroner, en voldsom forværring i forhold til underskuddet på cirka halvanden million året før.

Men det giver ikke dybe panderynker hos bryggeriledelsen, som konstaterer, at der er tro på fremtiden hos Danmarks fjerdestørste bryggeri. Det utilfredsstillende resultat skyldes således primært store engangsomkostninger, investeringer og en forsinket implementering af et nyt produktionsanlæg, fremhæver ledelsen.

Bryggeriets omsætning er nogenlunde stabil - denne gang på knap 181 millioner kroner mod knap 187 millioner året før. Derfor er bestyrelsesformand Poul Bertelsen også optimistisk, når han gør status over 2018/19.

- Selv om vi står med et utilfredsstillende resultat, så finder jeg tryghed i, at det i høj grad er påvirket af to faktorer – nemlig en lang række engangsomkostninger og nogle store investeringer, siger bestyrelsesformanden.

- Engangsomkostningerne tæller blandt andet ændringer i vores organisation – såvel i direktionen som blandt de ansatte – og så er det nogle afskrivninger på udstyr og aktiver, der ikke skaber værdi for bryggeriet på længere sigt. Samtidig har vi i henhold til vores strategi investeret massivt i vores produktionsanlæg, så vores investeringer alene i år er på 29 millioner kroner. Desværre blev vi forsinkede med vores nye produktionsanlæg, hvilket betyder, at vi ikke kan se de forventede positive effekter på omsætning og besparelser i dette års regnskab, tilføjer han.

Vækst
For bryggeriets direktør, Rasmus Damsted Hansen, der efter et halvt års tid som som overgangsdirektør overtog stillingen fast i august, har den første periode også været præget af de betydelige investeringer og engangsomkostninger.

Alligevel er der flere ting fra det forgangne år, der får ham til at se positivt på fremtiden.

- Jeg har stor tiltro til, at vores øgede fokus på, investeringer i og udvikling af egne brands betyder, at vi kan løfte vores markedsandele yderligere. Vi oplever i år vækst på vores egne brands i off-trade, men også i de kanaler, som er strategisk vigtige; nemlig on-trade og eksport – så her står vi stærkere, end vi har gjort i flere år, selv om markedet er presset, siger Rasmus Damsted Hansen..

- Desuden har de mange investeringer, vi har foretaget i år, haft et bevidst strategisk fokus på at skabe et fundament for fremtidig vækst – både i forhold til produktionsanlæg, Indslev Bryggeri, organisationen og kompetencer. Det skal vi begynde at se resultaterne af næste år, hvor vi i øvrigt heller ikke har planlagt yderligere større investeringer, tilføjer han.

Bryggeriet Vestfyen har på sin liste over brands blandt andet Jolly Cola, Willemoes, Frejdahl og Indslev. Samlet set regner bryggeriet med at være i plus, når det næste regnskab bliver præsenteret i 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094