23948sdkhjf

Grønt lys til Arlas fusion med Milko

De svenske konkurrencemyndigheder godkender fusionen mellem de landmandsejede mejeriselskaber Arla og Milko med et par vedhæftede betingelser.
De svenske konkurrencemyndigheder – Konkurrensverket – godkender nu Arlas fusion med svenske Milko.

- Det er godt, at der nu er basis for fortsat mælkeproduktion i en stor del af Sverige. Arla accepterer Konkurrensverkets krav. Vi får gennem fusionen adgang til mere mælk, og vi kan fortsætte med at udvikle det svenske mejerimarked til fordel for forbrugere, mælkeproducenter og medarbejdere, siger Arlas koncerndirektør for det svenske marked, Christer Åberg.

Koster svenske fyringer
Han henviser til Konkurrensverkets krav om, at Arla skal sælge Milkos mejeri i Grådö i Dalarna.

Før salget skal Arla have tilpasset produktionskapaciteten fra de nuværende 120 mio. kg friskvarer til 50 mio. kg, og det vil uundgåeligt få konsekvenser for medarbejderne i Grådö, oplyser Arla.

Desuden skal Arla i løbet af det kommende halve år også sælge Milko-varemærkerne Bollnäsfil, Tiger, Bärry, Fjällfil och Fjällyoghurt. Milkos varemærker vil efterhånden blive erstattet af Arlas varemærker.

Milkos varemærker erstattes af Arla
Køreplanen er, at Arla trinvist begynder at integrere Milko fra den 1. november.

Første skridt er, at Milkos landmænd og medarbejdere bliver en del af Arla. I slutningen af november – efter faglige forhandlinger – forventer Arla at kunne præsentere den nye organisation.

- Fusionen betyder, at lokale landmænd kan fortsætte med mælkeproduktion, men det er vigtigt at huske, at baggrunden for fusionen er store økonomiske problemer i Milko. Dem skal vi løse i den nye organisation, og derfor kan vi ikke bevare alle arbejdspladser i Milko, siger Christer Åberg.

Svensk tilfredshed
Trods de forventede fyringer i Sverige, er der også fra denne side stor tilfredshed.

- Dette er den besked, vi har ventet på, og det er meget glædeligt. Jeg er meget lettet over, at vi Milko-bønder får en højere mælkepris allerede 1. november. Det er en meget afgørende forbedring af den økonomiske situation på mange Milkogårde. For os i Milkos bestyrelse er det vigtigt, at det er lykkedes os at sikre samtlige Milkos mælkeproducenter muligheden for at fortsætte deres mælkeproduktion, på trods af at Milko nu stopper som selvstændigt selskab, siger formanden for Milko, Lars Reyier.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125