Nyansat produktionsleder blev reddet af en hurtig underskrift
Michael Møller Larsens virksomhed SweetNorth, der står bag Ærli'-brandet, havde lagt op til at ansætte tre nye medarbejdere med virkning fra 1. maj. Men kun den nye produktionsleder nåede at skrive under på kontrakten, inden coronakrisen brød ud i lys lue.
- Han skrev under fredag 6. marts. Hvis det var sket efter weekenden, havde det været for sent i forhold til, at vi kan få løntilskud til ham. Derfor kan han nu begynde 1. maj som planlagt, og vi kan så få løntilskud til ham, hvis vi må begynde med at sende ham hjem. Eller vi kan vælge at lade ham arbejde med at lære anlægget at kende, så han er helt klar, når krisen er ovre, påpeger Michael Møller Larsen.
Udskudt
De to andre, der skulle have været ansat med virkning fra 1. maj, havde endnu ikke skrevet under på nogen kontrakt på skæringsdatoen 9. marts, og deres ansættelser er derfor udskudt, da der simpelthen ikke er arbejde til dem.
- De er selvfølgelig skuffede over, at vi har været nødt til at lave planerne om for dem, før de er begyndt. Men jeg regner bestemt med, at de bliver ansat senere, siger direktøren.
- Vi har ikke engang haft stillingerne slået op, men det er bare væltet ind med uopfordrede ansøgninger, tilføjer han.
Eksportordre annulleret
SweetNorth havde egentlig regnet med, at der først skulle ansættes medarbejdere efter sommerferien, men fordi ordrerne til den nye fabrik begyndte at strømme ind, besluttede virksomheden, at den lige så godt kunne hyre allerede fra 1. maj.
- De ordrer er nu i gang med lige så stille at blive afbestilt og annulleret. For eksempel havde vi fået en ordre fra Storbritannien på cirka 200.000 flødeboller. Det er en millionordre, men vi har kun kunnet få den kreditforsikret for cirka 100.000 kroner, så det turde vi simpelthen ikke og har derfor måttet annullere ordren, fortæller Michael Møller Larsen.