23948sdkhjf

Bureaukratiet kvæler produktionen

Den stigende administrationsbyrde hæmmer produktionen og øger mistænkeliggørelsen, lyder kritikken fra succesfuld bornholmsk iværksætter.
Det var den stigende mængde af regler med blandt andet kvælstof- og pesticidregnskaber, der i sin tid fik Hans Hansen til at opgive tilværelsen som landmand for i stedet at blive fødevareproducent.

I dag - fem fuldtidsansatte og en tocifret millionomsætning senere - er fortiden ved at indhente stifteren af Lehnsgaard Rapsolie A/S i form af både emballage- og fedtafgifter.

- Det ville være meget lettere, hvis bare man kunne betale noget mere i skat. Med de nye afgifter er det enormt omstændeligt at leve op til reglerne. Et eksempel er, at jeg har skullet gennemgå mit regnskab tre år tilbage for at finde ud af, hvor mange flasker jeg har solgt, efter de på et tidspunkt uheldigvis begyndte at veje et gram mere, siger Hans Hansen til Food & Culture.

Mistænkeliggørelsen rammer de små iværksættere
Forklaringen er, at et kilo glas koster 1,85 kr. i emballageafgift, så når vægten stiger med et gram, kræver Skat, at Hans Hansen finder ud af, hvor mange flasker, der er tale om.

- Selvfølgelig kan det lade sig gøre at finde det rigtige tal, men jeg kan ikke rigtig se den dybere mening med det. Det koster mig en masse tid, som jeg meget hellere ville lægge i produktionen. For når man har en lille virksomhed, er man ret følsom over for ekstra administration, siger Hans Hansen, som har en såkaldt ”tilkaldebogholder” tilknyttet virksomheden, som kommer tililende, når myndighederne er på kontrolbesøg.

Han mener, at forbrugerne i sidste ende står tilbage med regningen som en slags skjult skat. Og så ærgrer det Hans Hansen, at han indirekte mistænkes for noget, han ingen intentioner har om at snyde med.

- Jeg bliver mere træt af at tænke på, at de nok snart dukker op, end jeg gør af at arbejde, og det er ellers ikke så få timer, jeg lægger i det her foretagende. Det er mistænkeliggørelsen, der gør livet surt for små iværksættere, siger Hans Hansen.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078