23948sdkhjf

Efter første regnskabsår som ejer: Et skarn, hvis jeg klager

Produktionen er stadig godt i gang hos Uni-food Technic trods corona-situationen. Medarbejderne arbejder forskudt, og der kommer både nye ordrer ind på både nye maskiner og på reservedele hos virksomheden, som har specialiseret sig som leverandør af maskiner og udstyr til fiskeindustrien

- Jeg er lidt presset over, at sælgerne ikke kan komme ud for at besøge kunderne. Ordrebogen strækker sig typisk to-tre måneder frem, men der er blevet lidt tyndere nu, fordi der er en del forespørgsler, der er blevet skubbet, fordi man afventer, at verden begynder at komme i gang efter krisen. Det er lidt bøvlet, siger administrerende direktør og ejer, Kurt Bech Christensen, Uni-food Technic.

Han købte Storvorde-virksomheden, tæt ved Aalborg, for et år siden. Virksomheden har specialiseret sig som leverandør af maskiner og udstyr til fiskeindustrien - især inden for lakseindustrien.

95 procent af omsætning sker på det globale eksportmarked, hvor specielt de to største laksemarkeder i verden, Norge og Chile, trækker salget. Samtidig har direktøren stor tiltro til, at det nye segment indenfor rejepiller-udstyr bliver et vigtig nyt forretningsben.  

Stærkt resultat
Ejeren luner sig ved det nye regnskab, hvor resultatet før skat voksede med cirka ti procent til fem mio. kr.

- Jeg skal være et skarn, hvis jeg klager over den økonomiske udvikling. Vi er rigtig godt rustet til at imødegå krisen, siger direktøren. 

- Fiskemarkedet er domineret af to store aktører og en lille aktør, som er os. Vi er de eneste tre, som kan levere komplette linjer til for eksempel lakseindustrien.

En årsag til det gode resultat er også, at omsætning var meget stor på grund af et stort projekt til Norge, som fyldte meget i det meste af 2019.

Kurt Bech Christensen peger på, at Uni-food Technics force er de mindre projekter, som en stor organisation har svært ved at håndtere. Og han er ikke bleg for at rose sortimentet af maskiner, som gør, at man på nogle områder er de bedste maskiner i verden.

- Når corona slipper taget, så begynder forespørgslerne at vælte ind, og så får vi meget travlt i 2. halvdel af året, spår han.

Egenproduktion er vigtig
Uni-food har sine egne produkter, og sælger både projekter og standardmaskiner. 25 procent af omsætningen er reservedele.

- Vi laver stadigvæk en stor del af komponenterne selv, men en del af vores strategi er, at vi mere skal være en samlefabrik.

Det betyder, at virksomheden køber flere og flere komponenter ude. Men CNC-bearbejdning er stadig vigtig, fordi reservedele, som skal produceres hurtigt, er en vigtig del af forretningsgrundlaget.

Uni-food Technic A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 21,8 19,3
Resultat af primær drift 5,3 4,5
Resultat før skat 5,0 4,5
Årets resultat 3,9 3,5
Balancesum 27,1 24,4
Egenkapital 11,7 14,2
Antal ansatte 24 24
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094