23948sdkhjf

Ocean Prawns præsenterer næstbedste resultat nogensinde

Den bornholmske rejekoncern Ocean Prawns kom ud af 2019 med et overskud på 125 millioner kroner før skat, hvilket er en forbedring på 34 millioner i forhold til 2018.

Det flotte resultat er koncernens næstbedste resultat til dato, konstateter stifteren af Ocean Prawns, Kristian Barslund Jensen.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet, da 2019 har været et udfordrende år grundet faldende kvoter. Til forskel fra sidste år har aktiemarkedet haft en positiv indvirkning i 2019, fortæller han.

Kristian Barslund Jensen fyldte 70 år i 2019 og har siden 2012 forberedt et generationsskifte, hvor de første 40 % af koncernen blev overdraget til næste generation. I 2019 blev anden del af generationsskiftet fuldendt. Således er 99 % nu overdraget til sønnerne Martin Barslund Juel Jensen og Daniel Barslund.

Kristian Barslund Jensen sidder dog stadig på broen med A-aktier og har dermed den bestemmende indflydelse.

I samme ombæring er egenkapitalen gennem udlodning af et ekstraordinært udbytte samt tilbagekøb af egne aktier reduceret med 457 millioner kroner. Havde man ikke foretaget generationsskiftet, ville resultatet efter skat have været 25 millioner kroner større og egenkapitalen over en milliard kroner, oplyser Ocean Prawns.

- Jeg er glad for, at generationsskiftet nu er på plads, og at vi hermed sikrer, at koncernen bliver på Bornholm og i familiens hænder, fastslår Kristian Barslund Jensen.

Investerer i fremtiden

Til trods for, at koncernen oplever tilbagegang i kvoter, har Ocean Prawns netop indgået en aftale med Tersan Shipyard om bygning af en ny kombineret reje- og hellefisktrawler. En kontrakt til cirka 400 millioner kroner. Den nye trawler bliver 82,3 meter lang og 18 meter bred med plads til 35 mand, og den vil kunne laste 1.200 ton rejer.

- Dette er Ocean Prawns største enkeltstående investering i de seneste 20 år, og en cementering af koncernens ambition om fortsat at være en af verdens førende producenter af MSC-mærkede koldtvandsrejer og hellefisk, nævner Kristian Barslund Jensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093