23948sdkhjf

Knækbrødsfabrik regner med at doble op igen og igen

- Vi regner absolut ikke med, at det kun er i 2020, vi fordobler vores omsætning. Ambitionen er, at vi fordobler hvert år de næste tre år, konstaterer stifter Anders Futtrup fra knækbrødsfabrikken Knæk & Bræk lidt nord for Hobro.

I 2019, hvor produktionen begyndte i februar, blev der ifølge Anders Futtrup produceret cirka 1,7 millioner knækbrød i lokalerne i Øster Doense. Det tal kommer formentlig op på 3,5 millioner i år - og altså op over 25 millioner i 2023, om alt går vel.

Knæk & Bræk har lige nu en enkelt ovn, men det er slet ikke nok, hvis produktionen vokser som forventet.

- Allerede om to år skal der gerne stå tre ovne, nævner en af Anders Futtrups forretningspartnere, Peter Wiborg Sørensen, der også selv er uddannet bager.

Han deltager ikke i selve produktionen, med mindre der er voldsomt travlt i bageriet, men står for blandt andet salg og markedsføring.

- 10 medarbejdere om tre år

Ud over ejerne består arbejdsstyrken hos Knæk & Bræk lige nu af en fleksjobber og en deltidsansat, og så kan der kaldes forstærkning ind fra vikarbureauer, hvis det er nødvendigt, påpeger Anders Futtrup.

- Men det er bestemt ikke urealistisk, at vi har 10 medarbejdere om tre år, fastslår han.

Under alle omstændigheder har ejerkredsen ifølge Peter Wiborg Sørensen fuldstændig styr på økonomien:

- I de første 10 måneder af virksomhedens levetid - fra februar sidste år - var der et driftsunderskud på 2.000 kroner. Og nu, hvor vi har overskud, bruger vi næsten det hele på investeringer, nævner han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094