23948sdkhjf

Den danske ingrediensbranche viser en grøn vej internationalt

Den danske ingrediensbranche kan bidrage til grøn omstilling. Ikke blot i Danmark, men i høj grad internationalt. Derfor lanceres nu et nyt white paper fra Food Nation, der for første gang samler viden og cases fra ingrediensbranchen inden for foder og fødevarer.

Den danske ingrediensbranche har allerede opbygget et godt ry i den globale fødevare- og foderindustri. Branchen er kendt for at være med helt fremme, når handler om løsninger, der kan bidrage til FN's verdensmål for bæredygtigudvikling. Der ligger derfor et stort eksportpotentiale, der kan forløses frem mod 2030.

- Danmark er et lille land, men en gigant inden for ingredienser. Når vi har en styrkeposition her, så skyldes det, at industrien kan levere ingrediensløsninger der bl.a. kan bidrage til øget effektivitet, kvalitet og sundhed og hermed være en nøglespiller i en grøn og bæredygtig omstilling af produktion af fødevarer og foder, siger fødevareminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

De stærke bæredygtige løsninger skal synliggøres

Det nye white paper skal give udenlandske beslutningstagere en indsigt i mangfoldigheden af stærke, løsninger fra den danske ingrediensbranche, der kan optimere og effektivisere en bæredygtig fødevare- og foderindustri.

Det drejer sig om ingredienser, der i små mængder tilsættes foder og fødevarer som f.eks. enzymer, bakterier, emulgatorer og proteiner for at bidrage med særligt ønskede egenskaber. Selvom ingredienser er nogle af de mindste enheder i verden, kan de gøre en kæmpe forskel i produktion af fødevarer og foder.

Det gælder f.eks. ingredienser som enzymer og gode bakterier, der kan være med til at forlænge fødevarers holdbarhed og dermed reducere madspild. Eller ingredienser som proteiner og vitaminer, der kan bidrage til menneskers og dyrs sundhed, f.eks. ved at muliggøre fremstilling af produkter med lavere salt-, fedt- eller sukkerindhold.

Derudover har den danske ingrediensbranche mange af de kompetencer og teknologier, f.eks. fermentering og oprensning, der kan gøre Danmark til en spydspids for cirkulær bioøkonomi, hvor sidestrømme fra foder- og fødevareproduktionen udnyttes i endnu højere grad, og hvor vandforbrug og CO2 aftryk kan mindskes.

Fælles dansk fortælling skal øge fødevareeksporten

White papers er et af de værktøjer fra Food Nation, der er med til at skabe en samlet dansk fortælling, der kan understøtte danske virksomheder, når de skal udover landets grænser og brande danske fødevarer og løsninger internationalt.

- Det nye white paper giver et samlet billede af en ambitiøs og innovativ branche, hvis kompetencer bidrager væsentligt til opfyldelse af FN's verdensmål. Vi ved at efter-spørgslen efter bæredygtige løsninger stiger, og den samlede fortælling om ingredi-ensbranchen kan bruges aktivt i eksportarbejdet hos virksomheder, organisationer og myndigheder til at øge det internationale kendskab til den danske ingrediensbranche som en central spiller i en grøn omstilling, fortæller Lise Walbom, CEO i Food Nation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094