23948sdkhjf

Chr. Hansen er helskindet gennem corona - overvejer nu frasalg

Den danske ingredienskoncern Chr. Hansen er kommet helskindet gennem de seneste måneders coronaudbrud, som ikke har givet store økonomiske skrammer.

Selskabet har i regnskabsårets første ni måneder, der løb til udgangen af maj, øget salget med tre procent til 6,4 milliarder kroner.

Overskuddet er vokset to procent til 1,33 milliarder kroner. Det viser regnskabet, der er offentliggjort torsdag.

- Vi er tilfredse med vores tredje kvartal, da vores virksomhed demonstrerede modstandsdygtighed i de volatile måneder (måneder med store udsving, red.) i starten af coronaudbruddet takket være vores ingrediensløsninger inden for fødevarer, ernæring og i landbruget, siger topchef Maurice Graber i regnskabet.

Chr. Hansen er blandt verdens største producenter af bakterier, kulturer og enzymer til mejeriprodukter og føde- og drikkevarer.

Man kan ikke købe produkter med mærket Chr. Hansen nede i supermarkedet, men ifølge selskabet selv spiser eller drikker mere end en milliard mennesker hver dag et produkt, der indeholder et produkt fra Chr. Hansen.

En del af Chr. Hansens forretning fremstiller naturlige farver til brug i føde- og drikkevarer. Det kan dog snart være fortid.

Selskabet oplyser i regnskabet, at det overvejer fremtiden for forretningsdivision Natural Colors, som kan ende med et salg.

Begrundelsen er blandt andet, at divisionen ikke bruger samme teknologiplatform som den resterende del af Chr. Hansen-koncernen.

Chr. Hansen er blandt de førende selskaber i sin branche. De store konkurrenter er hollandske DSM og amerikanske Dupont.

Dupont har også et dansk islæt. Selskabet købte i 2011 den danske ingrediens- og enzymvirksomhed Danisco.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141