Danmarks største grøntsagsproducent om ny aftale: Det er sund fornuft
Den økologiske grøntsagsproducent Axel Månsson A/S har underskrevet aftalen 'Danmark mod Madspild' og forpligter sig dermed til at skære 50 procent af dens samlede madspild.
Det skriver TV 2 Midtvest.
Ifølge ejer Axel Månsson kan en bedre udnyttelse af virksomhedens varer føre til en mindre klimabelastning.
- Det er sund fornuft. Vi vil gerne blive bedre til at udnytte vores madressourcer, end vi gør i dag. Hvis vi kan få 10, 20 eller 30 procent mere ud af vores produktion, kan vi også gøre noget ved detailhandlens og forbrugerens madspild klimamæssigt, men vi kan også at lære at bruge maden på en respektfuld måde, siger Axel Månsson til TV2 Midtvest.
Axel Månsson er allerede nu klar over, hvad hans virksomhed skal gøre for at halvere sit madspild.
- Vi skal ud og eksperimentere noget mere, så vi kan udnytte mere af planten, og vi skal måle vores madspild, så vi kan se, at vi flytter os. Hver gang vi flytter os lidt, så får vi en begejstring, og så vil vi mere. Det giver en lyst til at ændre på tingene, siger han.