23948sdkhjf

Ny kæmpeordre: Skal lave en million bøtter med småkager

- Nu får vi forrygende travlt i bageriet, konstaterer indehaveren af Kathrine Andersen Chokolade i Aarhus, Jakob Skovsgaard.

Han havde i forvejen masser at lave i virksomhedens næsten nye bageri, der supplerer virksomhedens chokoladeproduktion, men en ny ordre har for alvor givet ham smil i øjnene.

- Ordren er på en million bøtter småkager, svarende til 275 ton, om året. Vi skal levere dem som private label til en stor grossist, med første levering i begyndelsen af januar, fortæller Jakob Skovsgaard.

Der er 28 småkager i hver dåse, så ordren betyder en årlig ekstraproduktion på 28 millioner småkager i bageriet. 

Ny småkagemaskine

Af samme årsag har Jakob Skovsgaard investeret i en ny småkagemaskine og mere automatisering i pakkeriet. Investereringer, der ifølge direktøren løber op i cirka en halv million kroner.

- Med to småkagelinjer kan vi droppe det nuværende toholdsskift, hvor bageriet kører 18 timer i døgnet, og gå ned på kun at have daghold, nævner han.

Bageriet hos Kathrine Andersen Chokolade blev først taget i brug i marts, og det mistede umiddelbart efter åbningen alle sine kunder, da Danmark blev coronanedlukket. Men nu kører det for fulde omdrejninger, og Jakob Skovsgaard vurderer, at bageriet med den nye ordre kommer til at stå for cirka 40 procent af virksomhedens omsætning.

I første omgang handler den nye millionordre om fire forskellige slags småkager, som kan blive udvidet til seks slags, hvis private label-kunden ønsker det.

50 procent private label

Private label er i det hele taget en væsentlig del af produktionen. Direktøren anslår, at der for både chokolade og kagers vedkommende er tale om cirka 50 procent.

Indtil nu har bageriet stort set udelukkende lavet småkager, men Jakob Skovsgaard konstaterer, at der også for alvor er ved at komme gang i en produktion af blandt andet små napoleonshatte, træstammer og hindbærsnitter, som blandt andet skal ud i cateringsektoren. De bliver i vid udstrækning pakket ind enkeltvis i fabrikkens flow pack-system.

- Og så begynder vi om 14 dage også at lave kransekagetårne som saml-selv-pakker, hvor folk køber ringene og selv lægger dem oven på hinanden. Det er også som private label, i det her tilfælde som en del af kokken Wassim Hallals serie af fødevarer til Lidl, fortæller Jakob Skovsgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078