23948sdkhjf

Ny fødevareminister vil gøre buræg til fortid

Regeringen vil starte arbejdet med at få udfaset buræg. Det siger den nye fødevareminister, Rasmus Prehn (S), i en pressemeddelelse.

Æggene er allerede fjernet fra hylderne i de fleste supermarkeder. De bruges dog fortsat i kantiner, på restauranter og i fødevareindustrien.

- Forbrugerne er i den grad gået forrest på den her dagsorden, og den bakker jeg op om som minister. Men det skal ske i dialog med erhvervet, siger Rasmus Prehn.

Buræg kommer fra høns, der opholder sig i bure. Hønsene kommer ikke udendørs, og de kan dele buret med op til ni andre høns.

Hvis det er tilfældet, svarer det til, at hver høne har 750 kvadratcentimer. Det svarer ifølge Dyrenes Beskyttelse til et areal svarende til et stykke A4-papir plus et postkort.

Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, roser ministeren for forslaget.- Vi står altid klar til at samarbejde om bedre dyrevelfærd, og vi håber, der bliver tale om en kort udfasningsperiode af et forældet produktionssystem, siger hun i en kommentar.

Udmeldingen fra regeringen kommer, samme dag som et beslutningsforslag fra Enhedslisten om netop at forbyde buræg i Danmark blev førstebehandlet i Folketinget.

Det støttede regeringen dog ikke for, da netop udfasningsperioden vurderedes til at være for kort. Enhedslisten vil have det udfaset buræg senest med udgangen af 2022.

– Det er vigtigt, at vi får erhvervet med og giver det tid og hjælp til at omstille sig.

– Derfor prioriterer jeg dialog og fælles løsninger, og det er med det fokus, at jeg nu går videre med arbejdet mod en udfasning, siger ministeren.

Ministeren oplyser i pressemeddelelsen ikke, hvor lang en udfasningsperiode han forestiller sig.

Der skal blandt andet afklares en række økonomiske og juridiske forhold, inden det meldes ud, fremgår det af meddelelsen.

Omkring 10 procent af de æg, der blev solgt i Danmark sidste år, var buræg. Det er markant mindre end i 2010, hvor andelen udgjorde 61 procent.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125