23948sdkhjf

Sving med sparekniven sikrer Harboe bedre indtjening i corona-halvår

Harboes Bryggeri kom igennem første halvår af 2020/21-sæsonen med en gevaldig forbedring af indtjeningen på hele 36 pct. Ebitda-resultatet endte på 58,7 mio. kr. 

"Udviklingen er resultatet af en række planlagte tiltag, herunder organisationstilpasninger, effektiviseringer og omkostningsbesparelser, som er gennemført i perioden," forklares det i det netop offentliggjorte halvårsregnskab.

På omsætningssiden kan coronakrisen dog stadig mærkes. Her falder niveauet 2,6 pct. til 709,6 mio. kr. mod 728,5 mio. kr. samme periode sidste år. Det skyldes "især et faldende aktivitetsniveau i Sydamerika som følge af covid-19, men også afviklingen af aktiviteterne i Estland bidrager til den faldende omsætning".

- Vi er tilfredse med, at de organisationstilpasninger og omkostningsbesparelser, som vi satte i værk i starten af 2020 og har arbejdet med at implementere i 1. halvår, viser klare resultater. Det er en afgørende årsag til, at vi så markant forbedrer indtjeningen i forhold til samme periode sidste år på trods af en svagt faldende omsætning, udtaler bestyrelsesformand Bernhard Griese i forbindelse med regnskabet.

Nedpræciserer forventninger

Selv om der på indtjeningssiden er grund til glæde, betyder de eksterne omstændigheder i form af coronapandemien stadig, at Harboes Bryggeri må skrue lidt ned for forventningerne. 

"Der hersker dog betydelig usikkerhed om den fortsatte effekt og varighed af COVID-19 og markedsudviklingen generelt, som forventes at påvirke både omsætning og indtjening. Harboe præciserer derfor forventningerne til hele året til den lave ende af intervallerne. Ebitda forventes at blive i niveauet 105-110 mio. kr. mod tidligere 105-120 mio. kr. Resultat før skat forventes at blive i niveauet 0-5 mio. kr. mod tidligere 0-15 mio. kr.," lyder det i selskabsmeddelelsen til regnskabet.

Harboes Bryggeri A/S
Mio. kr. H1 2020/21 H1 2019/20
Nettoomsætning 709,6 728,5
Resultat af primær drift 11,5 -6,0
Resultat før skat 8,5 -8,9
Periodens resultat 6,5 -7,3
Balancesum 1163,7 1179,3
Egenkapital 679,8 701,0
Regnskabsperioden blev afsluttet 31. oktober 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094