23948sdkhjf

Schulstad-direktør: Vi har langt hen ad vejen tjent for lidt på vores brød

Når den nye direktør for brødproducenten Schulstad, Pernille Bang-Löwgren, nu går i gang med at skabe sorte tal på bundlinjen, har hun ifølge eget udsagn en klar retning at sigte efter.

- Jeg har jo været med i udviklingen af vores strategi frem mod 2024. Den har fokus på at skabe en mere bæredygtig virksomhed - og bæredygtig handler om både miljøet og om en økonomisk bæredygtig virksomhed, hvor trivslen er i højsædet.

Tre lokationer

Schulstad lukkede i slutningen af 2020 sin brødfabrik i Viborg og flyttede produktionen til Avedøre. Dermed er der nu tre lokationer for Pernille Bang-Löwgren at holde styr på:

- Pandrup, hvor cirka halvdelen af de 700 medarbejdere udelukkende beskæftiger sig med at lave rugbrød.

- Avedøre, hvor der bliver bagt både rugbrød og hvedebrød. Blandt andet på en ny bagelinje, der har kostet op imod 100 millioner kroner.

- Vejle, hvor koncernens distributionscenter ligger. 

- Vi arbejder ikke mindst med at sørge for, at vi har det mest effektive produktionsanlæg på markedet. Og så skal vi blive dygtigere og dygtigere til at se, hvilken vej efterspørgslen går - vi skal kunne se et par år ud i fremtiden og konstant optimere vores sortiment, forklarer hun.

Noget i alle prisklasser

Det med sortimentet handler i høj grad om, at der skal være noget i alle prisklasser. Schulstad har netop lanceret et nyt såkaldt signaturbrød med navnet Sol over Gudhjem, og det er ifølge direktøren kommet "vanvittigt godt fra start".

I forvejen har Schulstad haft stor succes med et andet signaturbrød, som er udviklet i samarbejde med Restaurant Gilleleje Havn, og den slags brød viser ifølge Schulstad-direktøren, at forbrugerne i høj grad er klar til at betale ekstra for den helt gode kvalitet.

- Bedre kvalitet betyder, at vi nok nemmere kan få den pris for vores brød, vi skal have. Vi skal også stadig have billigere brød, der skal være noget for alle. 

Den rigtige retning

- Sælger I for billigt?

- Historisk set er brødmarkedet presset på pris, og vi har langt hen ad vejen tjent for lidt på vores brød. Men vi bevæger os i den rigtige retning, hvor der bliver bedre sammenhæng mellem kvalitet og pris, svarer Pernille Bang-Löwgren.

- For bare få år siden var det næsten utænkeligt, at folk ville give 25 kroner for et rugbrød, der lå på en hylde. Men det vil de nu, hvis vi skaber de rigtige varer, tilføjer hun.

I den kommende jagt på større markedsandele til Schulstad kan hun blandt andet læne sig op ad en af landets absolut største brødsucceser nogensinde: Schulstad vurderer, at cirka hvert femte rugbrød, der bliver solgt i Danmark, er virksomhedens "Det gode Solsikke".

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066