23948sdkhjf

Iværksættere med voldsom vækst vil bide fars-konkurrenter i haserne

Efter de seneste par år at have lavet plantebaserede produkter som dild-deller og rødbedebøffer, der bare skal varmes op, er den københavnske iværksættervirksomhed Planteslagterne klar på et nyt marked:

Planteslagterne har netop lanceret en økologisk plantefars, som medstifter og medindehaver Henrik Have Christensen har store forventninger til.

- Vores plantefars skal ud og bide de eksisterende plantefarsprodukter i knæhaserne. Vi regner med at komme op på at sælge i alt 120 ton af vores produkter i år, og mon ikke plantefarsen kommer til at udgøre omkring de 40 ton, anslår han.

Fordobling i 2021

Mængderne er under alle omstændigheder nærmest eksploderet: I 2019, Planteslagternes første hele år, solgte virksomheden cirka fire ton. I 2020 blev det til 65 ton efter en slutspurt med 35 ton i de to sidste måneder af året, og nu er der altså lagt op til en fordobling i 2021, fortæller Henrik Have Christensen.

Om forskellen på den nye plantefars og de fleste af de eksisterende siger han, at Planteslagternes produkt ikke som de andre er lavet af ekstruderede planteproteiner. 

- Vores er udelukkende med grøntsager og krydderier - hovedsageligt hele, hakkede bælgfrugter og champignon. Og i modsætning til de andre, som mere er kød-imitationer, imiterer vi jo ikke kødsmagen, men satser på smagen i grøntsagerne, forklarer Henrik Have Christensen.

- Så det, vi især konkurrerer om, er pladsen ude på supermarkedernes hylder, påpeger han og nævner Naturli' Foods, Nestlé og Hälsans Kök som nogle af de største konkurrenter.

Plantefarsen, som det nye produkt slet og ret hedder, er i første omgang ude i Kvickly, Irma og SuperBrugsen på Sjælland. 

Ifølge Henrik Have Christensen tog produktudviklingen fem måneder.

- For der er mange ting at tage højde for, når man arbejder med grøntsager: Smag, konsistens, udseende, krydring, struktur, holdbarhed - alt skal skabes af råvarer uden tilsætningsstoffer, nævner han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078