23948sdkhjf

Planteslagterne henter ny kapital

Den københavnske iværksættervirksomhed Planteslagterne har fået 750.000 kroner i frisk kapital fra svenske Kale United.

Investeringen skal  primært gå til at hjælpe Planteslagternes plantebaserede madprodukter ud på eksportmarkederne i England og Sverige, oplyser virksomheden.

- Med den nye investering kan vi som grøn, dansk startup komme ud over de danske grænser og indtage landene omkring os. Indtil for nyligt er vi kun stødt på en corona-mur blandt indkøberne, som ikke har turdet satse på nye produkter i en tid, hvor der har været så meget usikkerhed hvad angår nedlukninger og indkøbsmønstre.

- Det kræver virkelig meget at indtage et nyt marked, så det skal understøttes af aktiviteter, der øger kendskabsgraden til vores produkter og de rene råvarer, og det er der nu endelig mulighed for, siger Henrik Christensen fra Planteslagterne.

Udover udbredelse skal de 750.000 kroner blandt andet bruges til at tilpasse produkterne til kulturen i de nye markeder. lader han forstå.

Første i Danmark

Kale United er et svensk selskab, der arbejder på at skabe et globalt økosystem for, at plantebaserede virksomheder kan vokse. Investeringen i Planteslagterne er selskabets første i Danmark.

Planteslagterne blev stiftet i 2018 og har siden da formået at få sine produkter til salg hos blandt andre Irma, Kvickly og SuperBrugsen samt i måltidskasserne hos Nemlig.com, Kokkens Hverdagsmad, Skagenfood og Aarstiderne.

Virksomheden har tidligere fået en million kroner tilført fra Vækstfonden og investeringsvirksomheden The Footprint Firm - penge, som blandt andet skulle bruges til at komme ind på det tyske marked.

 I 2019, Planteslagternes første hele år, solgte virksomheden cirka fire ton plantefødevarer. I 2020 blev det til 65 ton efter en slutspurt med 35 ton i de to sidste måneder af året, og tidligere i år fortalte Henrik Christensen til Food Supply, at der var udsigt til en fordobling i 2021.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093