23948sdkhjf

Kun frikadellerne gik op: Suvits rekordkurs blev smadret af corona

- Ja, nu begynder det at ligne noget. Og jeg vil være overrasket, hvis ikke vi har fordoblet indtjeningen i det næste regnskab.

Sådan lød det fra indehaveren af fødevarevirksomheden Suvit i Nyborg, Michael Gertz, da han for et års tid siden kommenterede 2018/19-regnskabets overskud på 1,4 millioner kroner før skat.

Så kom overraskelsen i form af corona, og derfor ligger direktørens forventninger nu i ruiner: Regnskabet for 2019/20 er offentliggjort med et underskud på 3,2 millioner kroner.

Og det er uomtvisteligt, at det er de eksterne forhold, der ligger bag - hvis man eliminerer for forhold, som selskabet ikke har indflydelse på, ville Suvit have realiseret et rekordresultat, fastslår Michael Gertz.

Derfor er han fortsat optimist, selv om han også netop har måttet offentliggøre et millionunderskud i sin anden fødevarevirksomhed, kødgrossisten BF-Oks. Dér blev underskuddet i 2019/20 på 3,2 millioner kroner før skat.

- Alternativet er, at man ikke har en tro på det. Jeg tror stadig på mine forretninger, fastslår Michael Gertz. 

Men lige som med BF-Oks kommer der til at gå en årrække, før Suvit igen kan tænke i de vækstbaner, der tegnede sig før corona, påpeger han.

40 procent ned

Michael Gertz anslår, at Suvit, der sælger sine sous vide-produkter til både foodservice og ikke mindst tankstationer, i det seneste regnskabsår mistede cirka 40 procent af omsætningen. I de seneste år har virksomheden været vant til vækstrater på omkring 30 procent.

Sortimentet indeholder blandt andet hakkebøffer, frikadeller, flæskestegsburgere, vegetarburgere, andelår, kyllingeprodukter og relish.

Frikadelleproduktionen er i begyndelsen af i år blevet flyttet til en ny fabrik, der er indrettet i Tenax Silds tidligere fiskefrikadellefabrik i Nyborg.

I samme bygning har Suvit også et erhvervsbageri med produktion af dejprodukter med kødfyld. 

Inden flytningen af frikadellelinjen producerede Suvit årligt cirka 200 ton frikadeller. I august fortalte Michael Gertz Food Supply, at han regnede med at nå op på 600 ton i det første år på den nye fabrik.

Det kommer ikke til at ske som følge af corona, selv om salget af frikadellerne ifølge direktøren er det eneste, der er gået op under coronakrisen. 

Suvit ApS
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 6,2 8,1
Resultat af primær drift -2,2 2,0
Resultat før skat -3,2 1,4
Årets resultat -2,5 1,1
Balancesum 28,2 20,7
Egenkapital 1,1 2,0
Antal ansatte 18 12
Regnskabsåret blev afsluttet 30-09-2020
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067