23948sdkhjf

Internationale kunder sværmer om ny dansk slagterirobot: Vi lagde den bare op på hjemmesiden

Startup-virksomheden Proxima Centauri er blevet bestormet med henvendelser fra hele verden, efter at virksomheden med 74-årige Jan Pedersen i spidsen lancerede sit tarmanlæg til slagteribranchen.

Proxima Centauri lagde for nyligt blot opfindelsen ud på sin hjemmeside.

- Uden at have lavet nogen markedsføring andet på hjemmesiden har vi fået henvendelser fra det meste af verden. Det er fra USA, Spanien, Portugal, Polen, Kroatien, og mange andre lande, siger Jan Pedersen.

Jan Pedersen har konstrueret et produktionsanlæg med to robotter, som kan kontrollere, måle og opskære svinetarme, så de kan bruges til pølseproduktion.

- Jeg havde ikke nogen idé om, at det ville blive så kompliceret, siger han.

Men nu er maskinen færdig, og netop nu er den på vej til et slagteri i Lokeren i Belgien, hvor den skal testes og afprøves for første gang under virkelige forhold. Den skal bestå sin endelige eksamen.

Så snart testen i Belgien er gjort færdig, og maskinen er flyttet hjem til Odense, får Proxima besøg af flere af de interesserede kunder til en demonstration.

Tarme sendt til Kina

Jan Pedersen viser anlægget frem. Med høj hastighed kører maskinen en svinetarm igennem. Tarmen bliver spilet ud med vand, så man er sikker på, at der ikke er huller. Samtidig måler maskinen diameteren på tarmen og skærer den op i passende stykker. Så de er klar til pølseproduktion.

Det er en proces, som europæiske slagterier hidtil har sendt til Kina for at få udført manuelt på store fabrikker. Et halvt år efter er tarmene kommet tilbage ordnede, opmålte og udskårne. Men nu - med Jan Pedersens ny opfindelse - kan det altså lade sig gøre i en automatisk proces på slagterier i Europa, så tarmene med det samme kan bruges til at lave pølser. Uden et halvt års omvej til Kina.

- Vi kan tage tarmene lige efter svinene er slagtet, så vi undgår hele proceduren med nedsaltning, afsaltning og transport.

- Slagteribranchen i Europa er grumme træt af, at de skal sende tarme til Kina. Det betyder, at de ikke har kontrol over den del af processen, siger Jan Pedersen. Han har selv i sit tidligere job sendt tarme til Kina.

- Vi regner med, at virksomhederne kan spare mellem 25 og 50 procent af deres udgifter til processen. Samtidig undgår de hele besværet med at sende tarmene afsted til Kina, siger han.

Startede for tre år siden

Jan Pedersen startede sit firma Proxima Centauri for tre år siden for at udvikle maskinen. Han har ansat to ingeniører til udviklingen, og så har han hyret automationshuset Egatec i Odense til at stå for den fysiske udformning af maskinen. Det er også hos Egatec, Proxima har hjemadresse.

Maskine og robotter har kørt fint på værkstedet i Odense. 

- Det hele fungerer nu. Det eneste vi mangler at afprøve er, hvilken kapacitet den har, når den kører fuld produktion i Belgien. Så den skal prøve at køre otte døgn i træk. Lige nu er det rigtigt spændende, siger Jan Pedersen.

Der har været et hav af tekniske udfordringer undervejs for Jan Pedersen, før han og hans to kolleger kunne præsentere en færdig maskine. Alene det at finde de rigtige gummihjul til at føre tarmen frem har taget lang tid. Gummihjulene skal dels sørge for fremføring af tarmen, og dels skal de sørge for at holde tæt, så der ikke løber vand ud af tarmen, når den bliver tryktestet.

Nu suser tyve meter tarm forbi på et øjeblik. Er der huller i tarmen, registrerer udstyret en vandstråle, og så bliver tarmen klippet over omkring hullet.

Patenter

Undervejs har Proxima søgt tre patenter for at beskytte sin teknologi. Det gælder blandt andet en særlig ventil, som sørger for, at vandtrykket inde i tarmen opretholdes, og at der samtidig ikke bliver overtryk, så tarmen springer. Et andet patent går på den måde, maskinen detekterer huller i tarmen. Når der er et hul i tarmen, sprøjter der af gode grunde vand ud, og det opfanges af et par metaldele, som har en svag strøm igennem sig. Dermed ved maskinen nøjagtigt, hvor på en 20 meter lang tarm der optræder et hul. Den del af tarmen kan så skæres væk.

Grunden til, at produktionslinjen skal til Belgien, er, at det store hollandske selskab Van Hessen har en fabrik der, og at Van Hessen er blevet minoritetsejer af Proxima Centauri og har førsteret til de første 10 produktionsanlæg fra Proxima Centrauri. Van Hessen har netop specialiseret sig i at levere færdigtprocesserede svinetarme. Hidtil har virksomheden, som andre europæiske virksomheder, sendt tarmene afsted til fabrikker i Kina.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078