23948sdkhjf

Bar-kvinder har udvidet med tre helt nye produkter

Efter at have etableret deres nye fødevarevirksomhed, Vegetude, med bare to næsten ens produkter i porteføljen, har Pernille Laulund Straarup og Lise Kristensen nu tilføjet tre nyheder. 

De to aarhusianere fik efter lang tids udvikling sat deres helt særlige grøntsagsbarer og -bites til salg, blandt andet i deres egen webshop og hos Bilka og Føtex i begyndelsen af året. Det er produkter, som makkerparret ikke har fundet andre steder i verden - økologiske, veganske, uden tilsætningsstoffer og med et højt indhold af grøntsager.

Nu har Vegetude så lanceret tre forskellige poser med tørrede øko-grøntsager: GourmetGrønt, BageGrønt og Lette Løg. Sidstnævnte er slet og ret små poser med snittede, tørrede løg.

- GourmetGrønt er en blanding af fire slags grøntsager, som er velegnet til brug i eksempelvis supper. Tilfører man en pose på 55 gram, svarer det til at bruge 500 gram ikke-tørrede grøntsager, fortæller Pernille Laulund Straarup.

Tilsvarende er BageGrønt beregnet til at hælde i dej, og det har ifølge Pernille Laulund Straarup allerede vist sig at være et hit blandt folk, der bager med surdej, idet de tørrede grøntsager er i stand til at suge store mængder vand.

Endnu en hemmelig producent

De tre nyheder bliver produceret hos en dansk virksomhed, der ikke i forvejen gør sig på samme marked, oplyser Pernille Laulund Straarup.

Lige som tilfældet er med producenten af Vegetudes barer og bites ønsker hun af hensyn til konkurrenterne ikke at fortælle, hvilken virksomhed der er tale om.

- Men det er en producent, som i forvejen havde udstyret til at hakke, blande og pakke. Det har ikke været så svært at finde producenten til de nye produkter, som det var, da vi skulle finde vores producent af bars og bites, nævner hun.

Råvarerne køber Vegetude indtil videre på det europæiske råvaremarked, men håbet er, at det på et tidspunkt giver mening at skifte til danske råvarer.

- Det handler blandt andet om, at vi jo er en lille virksomhed i opstartsfasen, og at vi ikke er i stand til at købe så store mængder endnu. Så vi må købe, hvor det giver mening med prisen, påpeger Pernille Laulund Straarup.

Hun tilføjer, at de nye poser med tørrede grønsager forhåbentlig snart er at finde ude i butikkerne, og at Salling Group allerede har vist interesse. Indtil videre er poserne udelukkende til salg i Vegetudes egen webshop.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078