23948sdkhjf

Stadig ingen konkursbølge i sigte

Erhvervslivet bliver ved med at byde coronas konsekvenser trods. I juli måned gik 457 virksomheder konkurs i Danmark, og det er en nedgang på 3,4 procent fra juli 2020, hvor 473 virksomheder drejede nøglen for sidste gang.

Dermed er der endnu ingen tegn på den konkursbølge, som økonomer og andre observatører frygter, kan være på vej.

- Hjælpepakker med udskydelse af blandt andet skat hjælper helt sikkert de mest udsatte erhverv lige nu, men hvis regningen skal betales snart, kan det måske give et konkursskvulp med ekstra mange konkurser blandt især SMV'er, der måske ikke er tilstrækkeligt polstrede, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, i en pressemeddelelse.

Ifølge Bo Rasmussen understreger julis tal dog alt andet lige de seneste måneders positive fortælling om de danske virksomheder.

Hvad gør IVS'er frem mod oktober?

Frem til midten af oktober skal tusindvis af de såkaldte IVS'er finde ud af, hvad der skal ske med deres firmaer, fordi virksomhedsordningen udløber. Og det kommer muligvis til at skubbe konkurstallene kunstigt højere i de kommende måneder, advarer Bo Rasmussen.

- Vi ved, at der er en del virksomheder under IVS-ordningen med lille eller ingen omsætning, og de skal inden 15. oktober omdannes til ApS, ellers vil de formentlig blive tvangsopløst med efterfølgende konkurs, siger Bo Rasmussen.

Selv om vi generelt oplever en fin optimisme bredt funderet i samfundet lige nu, opfordrer Bo Rasmussen til, at virksomheder har fokus på gældsinddrivelse og kreditvurdering, fordi der trods alt er virksomheder, der er pressede.

De seneste måneder har konkurstallene stabiliseret sig på et lavt niveau efter et par konkursfyldte måneder i januar og februar i 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093