23948sdkhjf

Ingeniørkoncern tilbage på vækstsporet

2011-regnskaberne for Process Engineerings tre driftsselskaber viser markant fremgang i aktivitetsniveau og overskud. Samtidig forventer koncernen i år yderligere vækst i kraft af fortsat stor kundetilgang.
– Det hjælper ikke så meget at have en masse dygtige ingeniører ansat, hvis ingen mulige kunder kender til deres kompetencer. Salg og markedsføring er sjældent et væsentligt fokusområde i vores branche, selvom netop afsætning skal prioriteres benhårdt, hvis man vil vokse i disse tider.

Sådan siger Poul B. Jakobsen, direktør og hovedaktionær i Process Engineering, der leverer ingeniørrådgivning inden for processer og procesanlæg til levnedsmiddelbranchen samt den farmaceutiske og kemiske industri.

Solid ordre-pipelin
Sammen med sin daværende kompagnon grundlagde han i 1999 virksomheden, som igennem sine første 10 år oplevede konstant og tiltagende fremgang. Da lavkonjunkturen satte ind, faldt omsætningen for første gang.

– Den situation var helt ny for os. Vi oplevede en brat opbremsning i ordretilgangen og måtte sige farvel til en række kolleger, fortæller ejerlederen.

Ifølge 2011-regnskaberne for koncernens driftsselskaber, der netop er offentliggjort, er Process Engineering nu tilbage på vækstsporet – med resultater på samme niveau som i rekordårene inden lavkonjunkturen. Bruttofortjenesten er totalt højnet 16 % i forhold til 2010, og det samlede årsresultat er vokset til godt 2,5 mio. kr. før skat.

– Fremgangen skyldes i høj grad, at vi skruede kraftigt op for salgs- og markedsføringsindsatsen, efter lavkonjunkturen satte ind i 2008. Det har resulteret i en del nye kunder, som bruger os stadig mere. Samtidig har vi i 2011 oplevet øget ordretilgang fra vores gammelkendte kunder, og også den tendens forventes at fortsætte. Alt i alt er pipelinen af ordrer lige nu så solid, at vi også i år forventer en tocifret vækstrate, forklarer Poul B. Jakobsen.

Udvider medarbejderstaben
Med den vækst, som er i udsigt i 2012, forventer Poul B. Jakobsen at udvide staben med syv nye medarbejdere i løbet af indeværende regnskabsår.

– De første fire ansættelser er allerede på plads, fortæller direktøren, der også understreger, at der er knaphed på erfarne ingeniører.

– Mens omkring hver tiende nyuddannede ingeniør er jobsøgende, er der stort set ingen arbejdsløshed blandt de mere erfarne profiler. Da vores opgaver typisk kræver teknikere med mindst syv års relevant erhvervserfaring, er det en forudsætning for fortsat vækst, at vi kan rekruttere kvalificerede medarbejdere i det rette tempo.

Overskud i alle datterselskaber
Aktiviteterne er fordelt på de tre driftsselskaber Process Engineering A/S, der har adresse på hovedkontoret i Fredericia, Process Engineering Nord A/S i Århus samt Process Engineering Øst A/S med afdelinger i Brøndby og Kalundborg. De to vestdanske selskaber har i 2011 genereret et bruttooverskud på hhv. 1,2 og 1,1 mio. kr., mens virksomheden på Sjælland har bidraget til koncernresultatet med omkring 0,2 mio. kr.

Baggrunden for koncernstrukturen er, at mens Poul B. Jakobsen er eneaktionær i Process Engineering A/S i Fredericia, ejes 25 % af selskaberne på Sjælland og i Århus af deres respektive afdelingsledere, Nikolaj Jørgensen og Henrik Lyngsø.

– Kort efter opstarten i Brøndby og Århus, som skete i henholdsvis 2006 og 2007, indtrådte afdelingslederne som medejere i hvert deres geografiske område. Næste skridt bliver, at de overtager direktørposterne i de respektive selskaber, forklarer Poul B. Jakobsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11