23948sdkhjf

Dan Duck-direktør: Jeg håber bare på retfærdighed

- Mine forhåbninger er selvfølgelig, at der sker retfærdighed. Ellers kan jeg ikke sige så meget lige nu.

Det fastslår direktøren for det konkursramte fjerkræslagteri Dan Duck, Hardy Eskildsen, i en kommentar til Food Supplys oplysninger om, at han og de øvrige ejere af Dan Duck har købt virksomhedens fordring mod Fødevarestyrelsen.

Fordringen er baseret på Dan Ducks millionstore erstatningskrav mod Fødevarestyrelsen i forbindelse med den fejlbehæftede kontrolrapport, som styrelsen offentliggjorde i december 2019. Rapporten var ifølge Dan Duck-ledelsen med til at trække tæppet væk under virisomheden, som blev erklæret konkurs i april i år.

Teknisk set har erstatningskravet tilhørt konkursboet, men ifølge kurator Jan Bruun Jørgensen har boet nu solgt fordringen til Hardy Eskildsen og hans partnere - med en aftale om, at boet får en andel af erstatningen, hvis Fødevarestyrelsen bliver dømt til at betale.

Det bekræfter Hardy Eskildsen, som ifølge eget udsagn ikke kan huske, hvad han har betalt for fordringen. Lige som Jan Bruun Jørgensen ønsker han heller ikke at oplyse, hvordan fordelingen af eventuelle erstatnings-millioner bliver.

- Nu må vi lige se, hvordan det hele lander. Det kan godt gå hen og blive en meget dyr retssag, forudser den konkursramte fjerkrædirektør.

- Under 30 millioner 

- Kuratoren fortæller også, at der i første omgang ikke er sat noget beløb på fordringens størrelse. Hvordan kan det være?

- Det er sådan noget juristeri og taktik, som jeg ikke har forstand på. Men papirerne i sagen er sendt til retten, så nu venter vi og vores advokat bare på at komme i gang, svarer Hardy Eskildsen.

- Jeg kan slet ikke se for mig, at sagen kan begynde i år, og vi skal nok også et stykke ind i 2022. Det hele har jo ligget stille i lang tid i forbindelse med konkursen, da kuratoren pludselig også skulle ind over, tilføjer han.

Hardy Eskildsen oplyser, at han ikke kan genkende erstatningskrav i størrelsesordenen 30-60 millioner kroner, som Jan Bruun Jørgensen er stødt på i konkursboets papirer.

- Det er under 30 millioner kroner, nøjes den tidligere slagteridirektør med at konstatere.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.188