23948sdkhjf

Ny Seimei-ejer tror på overskud "om et par år", men uden Allan Feldt

Som ny indehaver af juiceproducenten Seimei gør Henrik Winther-Olsen fra The Whole Company sig ingen illusioner om, at han straks kommer til at tjene penge på drikkevarer,

Men det kommer til at ske, er han ikke i tvivl om efter at have overtaget den konkursramte Nakskov-virksomhed i konkurrence med en lang række andre interesserede købere.

- Seimei har et rigtig godt produktionsapparat, et godt grundlag og nogle fantastiske produkter, som vi kan bygge videre på.

- Det vil tage tid, men jeg vil tro, at der kan være plus på bundlinjen efter et par år. Nu skal vi lige i gang, og der går nok et år eller to med at komme op på fuld kraft. Det er et langt, sejt træk, konstaterer Henrik Winther-Olsen.

- Stifteren Allan Feldt har jo forsøgt i årevis at skabe overskud hos Seimei - hvad får dig til at tro på, at det kan lade sig gøre?

- Det er en fordel, at vi i forvejen er 140 mennesker hos The Whole Company, så der er flere der kan hjælpe - for eksempel med at kigge nærmere på sortiments- og kundesammensætning, så vi fokuserer på, hvor vi kan tjene penge.

- Mange af vores ansatte har også gode ideer, så jeg har planer om, at vi skal udvikle nye produkter, siger The Whole Company-direktøren.

Synergier

Hans fødevarekoncern omfatter i forvejen Castus, der producerer figen- og daddelsnacks i Vadum i Nordjylland. Og kombinationen af Castus og Seimei kan blive rigtig god, tror han.

- Når man presser saft til Seimeis produkter, bliver der jo noget tilovers af frugterne og bærrene. Vi håber på at kunne bruge det i Castus-barer i Vadum. 

- Og så tror jeg, at Seimei kan være med til at hjælpe Castus' produkter mere ind på restauranter, caféer og servicestationer, så vi får bedre fat på out-of-home-markedet, siger Henrik Winther-Olsen.

Han peger også på, at The Whole Company og Seimei på mange måder minder om hinanden hvad angår værdier. Faktisk er der tale om et "perfect match", mener han og nævner, at både Seimei og Castus eksempelvis producerer uden kunstig farve og andre tilsætningsstoffer.

Frisk start uden Feldt

Under alle omstændigheder bliver Seimeis videre færd uden Allan Feldt, som ellers i forbindelse med konkursen lod forstå, at han var villig til at fortsætte som direktør under en ny ejer, hvis det kunne blive aktuelt.

- Allan Feldt kommer ikke til at fortsætte. Jeg synes, det er vigtigt, at vi starter lidt på en frisk nu, og desuden overtager vi en rigtig dygtig produktionschef hos Seimei. Så må vi se på, hvordan vi får det hele organiseret.

- Vi har jo hos The Whole Company vist, at man godt kan drive en virksomhed på afstand., når man har gode medarbejdere. Vi har hovedkvarter i Køge, men har drevet Castus i Nordjylland siden 2003 og vores fabrik i Stege siden 2010. Seimei vil nu blive drevet lidt på samme måde, påpeger Henrik Winther-Olsen.

Fabrikken i Stege koncentrerer sig om at producere vitaminer og kosttilskud, mens der i Køge både er administration og en fabrik med fokus på Fredsted The samt snackprodukter med navnet Simple Life by Trope.

Ifølge Henrik Winther-Olsen var der før konkursen 12 medarbejdere hos Seimei, inklusive Allan Feldt og hans hustru. Af de resterende ti fortsætter syv i det nye set-up.

- Mig bekendt er ingen blevet fyret, idet tre medarbejdere selv har sagt op i den her konkursperiode. Og jeg vil mene, at syv er nok til at drive fabrikken videre, siger den nye ejer, der ikke helt er nybegynder på juiceområdet:

- Jeg har faktisk for 16 år siden haft et lille agentur på juice i Danmark, hvor jeg solgte for Eckes-Granini..

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141