23948sdkhjf

Pizzakæde skifter direktør for anden gang i år - medejer tager over

Den aarhusianske pizzakæde Ild Pizza skifter for anden gang i år ud på direktørposten.

Elias Grøftholdt Tychsen, der kom til i januar, har besluttet sig for at fratræde, idet han er blevet medejer af Skagen Fiskerestaurant og vil lægge sin energi dér, skriver Finans.

Han bliver afløst af den hidtidige driftschef Younes Deaibes, der har været en del af Ild Pizza siden åbningen af den første restaurant i maj 2019. Han er siden også blevet medejer med en andel på 10 procent.

Kædens øvrige ejere er stifterne Esben Mols Kabell og Anders Grønborg, og ifølge førstnævnte skal Ild Pizza fremover tilbyde meget mere end takeaway-pizzaer. Han fortæller til Finans, at konceptet bliver udvidet med pastaretter, forretter og desserter.

Under den tidligere Flammen- og Rekom-chef Elias Grøftholdt Tychsens ledelse er Ild Pizza gået fra 11 til nu 20 pizzeriaer, hvoraf de 18 ligger i Jylland.

Younes Deaibes fortalte for et år siden - da Ild Pizza havde seks pizzeriaer - til Food Supply, at tallet hastigt nærmede sig 17, og at målet på længere sigt hed 100.

De helt store planer er der nu skruet ned for, oplyser han til mediet FødevareWatch og nævner, at der i stedet nu skal satses mere på at gøre de eksisterende butikker endnu bedre.

Ild Pizza tabte næsten fem millioner kroner i 2020. Året før, i kædens første regnskabsår, var der et minus på næsten fire millioner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156