23948sdkhjf

Danish Crown bliver eneejer af frikadelle-producent

Opdateret klokken 12.05

Danish Crown overtager tidligere end forventet det fulde ejerskab af In Foods i Låsby ved Silkeborg. Det sker som følge af, at en af grundlæggerne er blevet ramt af alvorlig sygdom, oplyser Danish Crown.

Danish Crown blev medejer af In Foods for et års tid siden. Virksomheden er blot halvandet år gammel, og derfor var det lang fra planen, at Danish Crown allerede nu skulle være eneejer af virksomheden.

- Den ene af virksomhedens grundlæggere er blevet ramt af alvorlig sygdom og har derfor ønsket at afhænde sin ejerandel. På den baggrund er den samlede ejerkreds enedes om, at det vil tjene virksomheden og medarbejderne bedst, at Danish Crown overtager det fulde ejerskab, siger Preben Sunke, Group COO i Danish Crown.

Efter hvad Food Supply erfarer, er det hovedmanden bag In Foods, Steffen Ramsgaard, der på grund af sygdom har måttet opgive sin nye, store satsning.

Steffen Ramsgaard blev sammen med makkeren Per Fischer Larsen mangemillionær på pepperonisuccesen DK-Foods i Midtjylland, og han valgte efter at have solgt den virksomhed at bruge en del af pengene på et nyt eventyr i fødevarebranchen. Også DK-Foods er nu ejet af Danish Crown, efter at Steffen Ramsgaard og Per Fischer Larsen i første omgang solgte 70 procent til kapitalfonden Maj Invest.

In Foods er en forædlingsvirksomhed specialiseret i at fremstille frikadeller, kødboller, burgerbøffer og sous vide-produkter til kunder i foodservice-segmentet.

Efter at have stiftet virksomheden og brugt 90 millioner kroner på den fik Steffen Ramsgaard selskab i ejerkredsen af sin tidligere makker Per Fischer Larsen, den tidligere finansdirektør i DK-Foods Anders Mosegaard samt Danish Crown.

Sidstnævnte har indtil nu haft en ejerandel på 20 procent, som altså nu er blevet til 100 procent. Danish Crown ønsker ikke at oplyse prisen for opkøbet  

Fabrikken i Låsby er nyopført og består af 3.000 kvadratmeter indrettet til fødevareproduktion samt faciliteter til administration og omklædning på 500 kvadratmeter.

- Virksomheden er fortsat i sin opstart, men har allerede solgt de første produkter ind til toneangivende europæiske kunder inden for foodservice. Vi vil følge de planer, der allerede er lagt for virksomheden, og forventer at skulle tilføre In Foods yderligere ressourcer inden for ledelse og produktudvikling i løbet af kort tid, siger Preben Sunke.

Overtagelsen sker med virkning fra 1. december 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093