23948sdkhjf

Dencon Foods havde nøglerne til rekordoverskud klar

Den sønderjyske fødevaregrossist Dencon Foods priser sig lykkelig for, at virksomheden har god plads på lageret. Det var med til at give et fremragende resultat i regnskabsåret 2020/21, hvor overskuddet steg fra 3 til 10,2 millioner kroner.

Ifølge direktør Henrik Bekker gav lageret Dencon Foods mulighed for at manøvrere i en coronaramt verden, hvor virksomheden således havde succes med hurtigt at kunne levere, når der blev åbnet på diverse markeder.

- Da vi sluttede det forrige regnskabsår, var nedlukningerne godt i gang, og vi havde allerede taget nogle solide nedskrivninger på vores lager. I starten af det netop afsluttede regnskabsår hørte nedlukningerne op, og der kom dermed fart i især foodservice-markedet igen - og vi kunne så levere varerne til normalpriser, nævner direktøren med henvisning til lagerbeholdningerne.

NYT FROSTLAGER PÅ VEJ

Dencon Foods besluttede i efteråret 2020 at investere næsten 20 millioner kroner i en udvidelse af frostkapaciteten.

Virksomheden er nu i gang med at bygge et nyt frostlager på knap 2.000 kvadratmeter.

I alt bliver der godt 3.000 nye pallepladser og dermed cirka en fordobling af den nuværende kapacitet.

Frostlageret forventes at stå nedkølet og klar til brug i begyndelsen af februar.

En anden årsag til det særdeles tilfredsstillende regnskab er ifølge Henrik Bekker, at virksomheden har fået ny teknik.

Voldsomme udfordringer

- Allerede kort tid før nedlukningerne begyndte, blev vi færdige med en it-løsning med to store kæder på et af vores nærmarkeder. Det betyder, at vi får ordrerne ind fra de enkelte butikker, selv samler dem til hele ordrer, leverer og fakturerer butikkerne enkeltvis. Det har givet os et fantastisk løft på det marked, siger direktøren, som ikke ønsker at oplyse, hvilket land der er tale om.

Omsætningen i regnskabsåret landede på 390,3 millioner kroner, en nedgang på 250.000 sammenlignet med året før.

Dencon Foods har været i branchen i 30 år, og Henrik Bekker mener ikke, at der nogensinde har været så store udfordringer som nu. 

- Lige nu handler dagligdagen om at få tingene til at fungere. Nedlukninger, stigende fragtrater, inflation, mangel på arbejdskraft, stigende priser på emballage, hjælpestoffer og energi, mangel på det ene og det andet. Råvarer, der ikke ankommer til tiden. Oven i det hele kommer så fugleinfluenza og svinepest, konstaterer Dencon-bossen.

- Jeg taler dagligt med mange i branchen over hele kloden - kollegaer, som heller aldrig har oplevet så mange udfordringer med at få gyngerne til at svinge i takt. Og det er slet ikke aftagende endnu, så for nu gælder det om at gå på med krum hals og komme igennem bedst muligt, tilføjer han.

Dencon Foods
mio. kr. 2020/21 2019/20
Nettoomsætning 390,3 390,6
Resultat af primær drift 12,2 4,0
Resultat før skat 12,8 3,9
Årets resultat 10,2 3,0
Balancesum 113,7 106,4
Egenkapital 70,5 70,2
Antal ansatte 30 33
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2021
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078