23948sdkhjf

Millioninvestering: Mr. Beef flytter til ny kæmpefabrik

Succesen med online-salg af kød er blevet så stor for Mr. Beef i Ringkøbing, at indehaver Ole Østberg gør klar til at flytte ind i en ny, kæmpestor fabrik.

Mr. Beef råder nu over cirka 800 kvadratmeter på Vesterled i Ringkøbing. På den nye lokation på Thorsvej får virksomheden knap 5.000 kvadratmeter i bygninger med en lang fødevarehistorie bag sig.

-  Meget af vores nuværende udstyr flytter med, men vi har også investeret i nye maskiner, blandt andet en laserudskærer og en dybtrækker til vakuumpakning, fortæller Ole Østberg til Food Supply under en rundvisning på den nye fabrik.

Den står stadig næsten helt rå hen indvendigt, mens håndværkerne er i gang med at lave blandt andet nye gulve og nyt lys og flytte vægge. Langs en væg står den nye dybtrækker til halvanden million kroner stadig i den kasse, den er leveret i. 

- Men vi er klar til produktion senest 1. marts, fastslår Ole Østberg, der har lejet bygningen af ejeren af byggemarkedskæden 10-4, Jens Kjeldsen.

800 kvadratmeter køl

Han anslår, at investeringen i den nye fabrik løber op i seks-syv millioner kroner. Ud over de nye maskiner er der udgifter til ikke mindst etablering af et kølerum på 800 kvadratmeter og 400 kvadratmeter til frost. 

Der bliver cirka 900 kvadratmeter til administrationen og omkring 4.000 til produktion, køl, frost og lager.

Bygningen har tidligere været både fiskefabrik og huset produktion af Mou-supper og slush-ice under navnet Pebas. Senest var den ejet af O. Kavli, som producerede læskedrikke, men efter at Orkla overtog Kavli i 2016, flyttede Orkla for tre år siden produktionen ud af Ringkøbing.

Jens Kjeldsen fra 10-4 købte ifølge Ole Østberg for nylig den tomme fabrik uden helt at vide, hvad han skulle bruge den til. 

- Jeg havde selv haft kig på den, men Jens købte den foran snuden på mig. Nu har vi så fået lavet en god lejeaftale, siger Mr. Beef-direktøren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109