23948sdkhjf

Geia Food køber op igen-igen

For bare to uger siden meldte den nordjyske handelsvirksomhed Geia Food ud, at den havde købt den københavnske convenience-specialist Food Partner

Og nu er et nyt opkøb - eller rettere to - på plads, fortæller Geia Food-direktør Claus Ravnsbo:

Geia Food har således sikret sig selskaberne Lauge Food Selection og Camsac-Lauge Seafood, der holder til på samme adresse i Middelfart.

Med opkøbet udvider Geia Food sit produktprogram med flere asiatiske specialiteter samt seafood. Nu skal produktkoncepterne udvides til resten af Norden, konstaterer Claus Ravnsbo.

- Lauge Food er en yderst veldrevet virksomhed, der inden for en kort årrække har skabt sig en position som en af de førende danske importører af asiatiske specialiteter og seafood.

- Virksomheden står over for en spændende udvikling, hvor organisationen skal styrkes, og koncepter skal bredes ud til flere markeder end Danmark. Geia står perfekt positioneret til at kunne bistå med dette arbejde, siger Geia-direktøren. Han ønsker ikke at oplyse købsprisen.

Fortsætter som partner

På kontoret i Middelfart beskæftiger Lauge Food 10 medarbejdere. Lauge Food Selection blev etableret i 2012 af Kristian Lauge Jørgensen, der fortsætter som partner i den nye struktur. I integrationsperioden fortsætter han også som direktør for de to opkøbte selskaber.

Han har siden 2020 også ejet og ledet Camsac-Lauge Seafood, som hans far, Henrik Lauge Jørgensen, stiftede i 1993.

Blandt Lauges kunder finder man adskillige skandinaviske detailkæder og foodservice- og industrikunder, og omsætningen nåede i 2021 cirka 170 miillioner kroner, oplyser Geia Food.

- Med opkøbet af Lauge Food får Geia tilgang til dygtige indkøbs-, salgs- og produktudviklingkompetencer i tillæg til en spændende leverandørbase inden for blandt andet asiatiske specialiteter. Vi vil gradvist integrere Lauge Foods aktiviteter ind under Geia-paraplyen med det formål at fremstå som en samlet og stærk enhed, siger Claus Ravnsbo.

Kristian Lauge Jørgensen konstaterer i forbindelse med salget, at han er utroligt stolt over Lauge Foods udvikling siden etableringen for ni år siden.

- Vi er nået langt, og ambitionerne har altid været, at vi konstant skulle udvikle os. Derfor er et naturligt næste skridt at blive stærkere etableret i de andre nordiske lande. Her kommer Geia ind i billedet, da de allerede er veletableret i både Norge og Sverige og dermed er helt tæt på kunderne lokalt, siger han.

Opkøbet er betinget af endelig godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094