23948sdkhjf

Han kan levere et professionelt køkken på en time

Når kantiner, restauranter og delikatessebutikker skal renovere eller bygge om, og derfor har brug for en midlertidig køkkenløsning, er det ofte Ole Lange, de ringer til for at få hjælp.

Det samme gør eksempelvis festivaler og andre arrangementer, der står og skal bruge et storkøkken i en begrænset periode.

Alt i alt sker det så ofte, at Ole Langes virksomhed, Dansk Mobil Køkken, de seneste år gennemsnitligt har haft et overskud på op imod en million kroner efter skat - senest var der i 2020/21 et plus på 1,24 millioner og en omsætning, som ifølge indehaveren endte på cirka 12 millioner.

Konceptet er bygget op omkring en lang række vogne, som kan kobles sammen og kombineres alt efter kundens behov. Et koncept, som Ole Lange sammen med en makker fik ideen til i 2007, men som for alvor har taget fart, efter at han i 2012 købte makkeren ud.

45.000,- for en måned

- Et fuldt udstyret køkken med det dyreste grej koster cirka 45.000 kroner, hvis man lejer det i en måned.

- Vognene hos Dansk Mobil Køkken er baseret på skurvogne fremstillet hos Scanvogn i Tornby ved Hirtshals.

- Al indmaden bliver installeret af Dansk Mobil Køkken, der har tre ansatte, snart fire.

- Dansk Mobil Køkken har cirka 20 vogne udstyret med fuldt udbyggede køkkener. Dertil kommer 13 såkaldte flexvogne, hvor kunden selv er med til at vælge indholdet, samt 11 kølevogne, to opvaskevogne og store mængder køkkenudstyr som ovne, opvaskemaskiner, kogeplader, kipstegere og gryder.

Kilde: Dansk Mobil Køkken

- Dengang havde vi tre køkkener og to kølevogne; nu er vi oppe på cirka 45 vogne og er Danmarks klart største leverandør af mobile køkkener, konstaterer Ole Lange.

Om årsagen til den massive fremgang siger han, at han efter at have haft køkkenerne som bibeskæftigelse de første år gik ind i virksomheden på fuld tid i 2013 og tog det meget seriøst.

- Ingen begrænsninger

- Vi har lavet et marked til os selv, siger han med henvisning til, at Dansk Mobil Køkken tilbyder en løsning, som mange køkkener ikke var opmærksomme på før. Tidligere lukkede de måske ned i den periode, det tog at renovere eller bygge nyt køkken, eller hutlede sig igennem i et baglokale.

- Det har måske også hjulpet os, at veterinærmyndighederne er blevet lidt mere strikse, så man i dag ikke kan slippe af sted med at lægge hele produktionen ind i et baglokale, funderer Ole Lange.

- Med vores vogne er der ingen begrænsninger, og man kan producere præcis det samme som i et almindeligt industrikøkken. tilføjer han.

Dansk Mobil Køkkens p.t. største kunde er en københavnsk medicinalvirksomhed, der har lejet otte vogne. Ordrer i den størrelsesorden kan ifølge direktøren være installeret i løbet af et døgn, fra Dansk Mobil Køkken ankommer til stedet, og til det hele er nivelleret og køreklart. 

- Er der tale om bare en enkelt vogn, går der en time. Dér skal vi jo stort set bare slå støttebenene ud, bemærker han.

Til gengæld kan vognene sagtens blive stående hos kunden i lang tid - nogle gange i rigtig lang tid:

- Lejeperioden går fra fem dage til flere år. Lige nu har vi vogne ude hos Metrobyggeriet i København. De blev leveret i 2018 og kommer hjem i 2023. Vi har også en lejekontrakt, som der slet ikke er nogen bagkant på, hos en vindmølleproducent i Esbjerg, fortæller Ole Lange.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078