23948sdkhjf

Nørmark Food konkurs, men ansatte arbejder videre

Kødvirksomheden Nørmark Food i Vejle er gået konkurs.

Det bekræfter konkursboets kurator, advokat Per Buttenchøn fra advokatvirksomheden DLA Piper i Aarhus, over for Food Supply.

Hos Nørmark Food bliver telefonen taget helt som normalt, men det er ikke lykkedes Food Supply at komme igennem til en kommentar fra indehaver Flemming Nørmark Jakobsen.

At der er liv i virksomheden trods konkursen skyldes ifølge Per Buttenschøn hensynet til konkursboets økonomi.

- Virksomheden bliver i første omgang drevet videre, så vi kan få brugt varelageret og dermed undgå værdispild. Så må vi se på, hvad der ellers er af muligheder hen over påsken, siger kuratoren.

- Nørmark Food beskæftiger sig jo med forædling af svinekød, som de typisk røger. Så hvis ikke vi får det solgt, går det bare til spilde, tilføjer han i et kort interview, hvor han ikke har mulighed for at gå i detaljer vedrørende konkursens omstændigheder.

I det seneste regnskabsår, der dækker perioden frem til 30. juni 2021, tabte Nørmark Food med knap 20 ansatte næsten tre millioner kroner før skat. Året før var der et minus på lidt under 400.000.

Alt i alt er det gået nogenlunde støt tilbage for virksomheden, siden den i 2015/16 præsterede et overskud på cirka 3,5 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078