23948sdkhjf

Millioninvestering skal sænke brugen af sprøjtegifte

Fødevareministeriet øremærker i år 73 mio. kr. alene til teknologier, der kan reducere brugen af sprøjtegifte i landbrug og gartnerier.
Dermed tredobles støtten til netop dette område i forhold til sidste år.

I alt afsætter Fødevareministeriet i år 215 mio. kroner til at støtte grønnere teknologi i landbruget og gartneriet. Pengene gives på baggrund af ansøgninger fra konkrete projekter eller idéer, og i år er 73 mio. kr. øremærket teknologier, der reducerer brugen af sprøjtegifte.

- Forbruget af sprøjtegifte skal ned, så vi kan beskytte vores grundvand og sikre, at forbrugerne får færre rester af sprøjtegifte i fødevarerne. Den udvikling støtter vi med denne solide økonomiske indsprøjtning. Samtidig går pengene til en grøn omstilling af landbruget, der sikrer en mere miljøvenlig fødevareproduktion. Jeg mener, det vil gavne både producenter og forbrugere, at vi kan levere fødevarer, der er renere og mere bæredygtige, den slags kan rent faktisk være en væsentlig konkurrencefordel for landbruget, siger fødevareminister Mette Gjerskov

Indsatsen for at reducere brugen af sprøjtegifte er et led i regeringens grønne omstilling af landbruget. Det er højt prioriteret, og derfor sættes der ind på flere fronter, f.eks. er der netop vedtaget nye afgifter på sprøjtegifte. Afgifterne bliver højere for de mest skadelige midler og lavere for de mindre skadelige.

Samtidig er der også indført krav om obligatorisk syn af sprøjter. Synet skal sikre, at sprøjteudstyret virker optimalt. Gammelt udstyr, som bruger unødvendigt mange pesticider, vil blive skrottet, mens nyt pesticidbesparende udstyr kan få tilskud under miljøteknologiordningen.

Netop sprøjteteknologien er et væsentligt område i bestræbelserne på at få forbruget ned, og her er der allerede flere alternativer på tegnebrættet. En marksprøjte med ny teknologi som f.eks. GPS, autostyring, sensor og stedspecifikt sprøjteudstyr kan f.eks. nedsætte forbruget med op til 40 %.

Et andet væsentligt indsatsområde er mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Det er en teknologi, der bliver mere udbredt, og som kan erstatte sprøjtning helt eller delvist i afgrøder som majs og kartofler.

Puljen til miljøteknologi vil for 2012 blive fordelt på en række specifikke områder – pengene gives således:
  1. Reduktion af lugtgener samt emission af klimagasser og ammoniak m.v. 93 mio. kr
  2. Reduktion af pesticidanvendelsen 73 mio. kr.
  3. Reduktion i tab af næringsstoffer m.v. 30 mio. kr.
  4. Reduktion af energi, vand-, næringsstof- og pesticidforbruget i gartnerisektoren. 15 mio. kr.
  5. Tilbageholdelse af næringsstoffer fra markerne (minivådområder). 4 mio. kr.


I alt 215 mio. kr.

Der er i 2010 og 2011 uddelt 341 mio. kr. til nye teknologier i landbruget og 30 mio. kr. til gartneriet. Regeringen tilførte som noget af det første, efter den tiltrådte, yderligere 210 mio. kr. til ordningen, hvoraf 70 mio. kr. blev uddelt i 2011.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078