23948sdkhjf

Kriseramt bryghus skal rejses efter nedtur

Der har verseret rygter om, at brygmester Kent Boalth fremover skal stå for ølbrygningen på både Løkken Bryghus og Vrå Bryghus, men det er ikke rigtigt, fortæller han til Nordjyske.

- Jeg har hjulpet til som konsulent på Løkken Bryghus efter konkursen og tankene er blevet fyldt. Nu er jeg 100 procent dedikeret til Vrå Bryghus, siger Kent Boalth, der har været ansat i tre år som brygmester på Løkken Bryghus. Men han stoppede inden konkursen var en realitet i slutningen af marts.

Nu tager en begejstret Kent Boalth imod på Vrå Bryghus, der er indrettet i den tidligere stationsbygning i Vrå.

- Der er virkelig potentiale i at udvikle det her sted. Det har en fantastisk beliggenhed lige ved banen, konstaterer 51-årige Kent Boalth, der i sin tid blev uddannet diplombrygger på Thisted Bryghus. Siden har han bllandt andet arbejdet som brygmester i Norge, på Frederikshavn Bryghus og altså senest på Løkken Bryghus.

Grundlægger sagde farvel

Grundlægger, brygger og tidligere direktør på Vrå Bryghus Erik Balle valgte tidligere på foråret at stoppe som ulønnet direktør, og han blev senere fritstillet efter uoverensstemmelser med bestyrelsen for den socialøkonomiske virksomhed, hvor driften primært er baseret på knap 60 frivillige.

Nu er konstruktionen lavet sådan, at Kent Boalth har oprettet sit eget anpartsselskab, som skal stå for ølbrygningen, salget af øl og kommercielle arrangementer ud af huset - for eksempel ølsmagninger. Han står også for de faste udgifter, og betaler så en del af omsætningen for at bruge faciliteterne til selskabet Vrå Bryghus A/S, der altså fortsat står for den frivillige del af aktiviteterne på Bryghuset. Det er primært vagter i baren, når bryghuset holder åbent, og i forbindelse med arrangementer.

Vrå Bryghus har de senere år oparbejdet en gæld på godt en halv million kroner, og der har været røde tal på bundlinjen, blandt andet på grund af corona-nedlukningerne. Parterne vil ikke oplyse, hvor stor en del af omsætningen, der tilgår Vrå Bryghus, men der er ikke tvivl om, at en del af pengene skal bruges til at få bryghuset på økonomisk ret køl igen.

- Nogle frivillige var i starten skeptiske over den her konstruktion, men nu er der fuld opbakning, og der er kommet øl på alle hanerne. Vi tror på, at den nye brygmester kan øge aktivitetsniveauet og salget af øl, siger formand for Vrå Bryghus Ole Mønsted.

Kent Boalth vil blandt andet også starte produktion af flaskeøl, og han er tydelig begejstret over det bryggeri, han nu har til rådighed, selv om der er tale om et mindre anlæg med en kapacitet på maksimalt 25.000 liter øl om året. Til sammenligning kan der brygges 80.000 liter om året på Løkken Bryghus.

- Det er virkelig et super anlæg, som er baseret på de gamle håndværksmæssige traditioner. Jeg kommer ikke til at få en fyrstelig løn, men jeg elsker jo det her håndværk, siger Kent Boalth, der også har stort fokus på at eksperimentere med nye opskrifter, og så satser han på lokale råvarer.

Der bliver blandt andet eksperimenteret med valle fra osteproduktionen på Ingstrup Mejeri. Det betyder ikke, at øllet smager af ost, men vallen giver en særlig sødme og dybde til øllet.

Vrå Bryghus har 11 forskellige øl på menukortet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098