- Jeg skal finde en partner, og koster det mig noget af min virksomhed, er det ok

Efter tre år som single i bryggeriet Aim Thirst er iværksætteren Mia Hjorth Hansen klar til næste skridt: Hun er på udkig efter en partner til virksomheden, der producerer den eddikebaserede læskedrik shrub i egne lokaler på havnen i Grenaa.
Det fortæller hun på Erhvervsstyrelsens hjemmeside om udvikling i Danmark.
- Jeg har haft en klar strategi fra starten, nemlig at få kunder, som er stabile, og som jeg passer ordentligt. Men den manuelle produktion tager vildt meget tid, og det vil være det rigtige for mig at finde en samarbejdspartner i produktionen, så jeg kan fokusere på salg og kunder. Og skal jeg afgive noget af virksomheden på den konto, så er det også ok, konstaterer Mia Hjorth Hansen.
Hun sælger sin shrub til restauranter og hoteller - og passer ved siden af produktionen i Grenaa og kunderne i hele landet også et fuldtidsjob som barchef i Aarhus.
- Shrub er en eddikebaseret tonic, som minder om kombucha, men mere sødmefyldt. Og så er der kulsyre i for at give den lidt ekstra liv, har Mia Hjorth Hansen tidligere fortalt til Food Supply.