Fugleinfluenza rammer andemarkedet - presser julesalget
Der vil mangle op mod en million ænder til jul.
Det vurderer branchen inden for salget af juleænder, der frygter konsekvenserne af et stort udbrud af fugleinfluenza i Frankrig, skriver TV2 Lorry.
Influenzaen hærger særligt blandt berberiænder, og når én bliver ramt, bliver hele besætningen slået ned.
Ifølge mediet går snakken som en steppebrand blandt de danske andeproducenter og slagtere, der advarer om, at ænderne bliver svære at få fat på og dyrere, jo længere tid man venter.
Hos Coop regner man med at have nok mængder af frost- og fersk ænder, men kan ikke forsikre, at alle får præcis dét, de efterspørger.
- Fugleinfluenzaen er særligt slem i år. Så vi kan ikke love, at man får præcis den and, man bedst kan lide. Der vil ikke være helt så meget at vælge imellem, som der plejer at være, siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, til TV2 Lorry og tilføjer, at udbuddet medfører en øget pris.
Hos Slagter Friis på Frederiksberg i København regner man med, at en and på omkring 3,5-4 kilo vil koste omkring 700 kroner.