23948sdkhjf

"Rettidig omhu": Premier Is flytter til nyt hovedkontor

Premier Is samler sine aktiviteter på et nyt hovedkontor i Aarhus med virkning fra marts 2023.

Dermed nedlægges kontoret i Kolding, ligesom også kundeservice og dele af administrationen i Thisted flyttes. I alt er 32 stillinger omfattet af flytningen.

Selve produktionen, kvalitet, IT og produktudvikling forbliver i Thisted, oplyser administrerende direktør i Premier Is Claus Dahlmann Larsen.

- Vi ønsker at samle vores team under ét tag og derigennem skabe rammerne for én fælles kultur. Det mener vi bedst kan ske ved, at vi sidder sammen i hverdagen og kan samarbejde endnu mere, end vi gør i dag – både internt men også med de øvrige selskaber i Food Union gruppen, som vi er en del af, siger Claus Dahlmann og fortsætter:

- Samarbejde er i høj grad nøglen til at lykkes med de projekter, vi står overfor. Vi har samtidig en klar ambition om at gøre forretningen mindre sæsonafhængig og dermed mere robust blandt andet gennem en bredere portefølje. Og så skal vi blive bedre til at udnytte de konkurrencemæssige fordele, vi har med Hjem-IS og muligheden for at levere direkte til forbrugerne samt en udviklet e-handels-platform.

Alle 32 medarbejdere har fået tilbud om at beholde deres nuværende stillinger efter flytningen. For de medarbejdere, som tager med til Aarhus, tilbyder Premier Is fleksibilitet i forhold til hjemmearbejdsdage, mødetidspunkter og så videre.

Thisted er et af de områder, hvor det i forvejen kan være svært at finde et nyt job. Hvilke tanker har I gjort jer om det?

- Vi er fuldt ud klar over, at det ikke vil være muligt for alle at tilpasse sig den nye situation, og det er aldrig sjovt at skulle sige farvel til gode og dygtige medarbejdere. Heldigvis bevarer vi produktionen og den del af administrationen, der hører til, siger direktøren.

Claus Dahlmann Larsen kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, hvor mange af medarbejderne der tager imod tilbuddet om at flytte med.

- Det har naturligvis ikke været en nem beslutning at tage. Premier Is har sine rødder solidt plantet i Thy, og mange medarbejdere har været med på en stor del af den lange rejse, som virksomheden har været på. Men det er en beslutning, vi har fundet nødvendigt for at udvise rettidig omhu og fremtidssikre Premier Is på bedst mulig vis i en tid med mange store forandringer i markedet og hos vores kunder, siger direktøren.

Flytningen kommer som et led i strategien "Det Nye Premier Is", der også betyder et øget fokus på at udnytte konkurrencefordele, effektivisere forretningen og styrke samarbejdet med øvrige selskaber i Food Union gruppen. Derfor er valgt faldet på Aarhus, fremfor Thisted:

- Aarhus har etableret sig som en international food hub, og vi ser et stort potentiale i at blive en del af det miljø. Vi tror på, at det kan være med til at danne synergier og grundlag for samarbejder, der kan have stor betydning for vores fremtidige forretning, siger Claus Dahlmann Larsen.

Premier Is beskæftiger i omegnen af 750 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078