23948sdkhjf

Bagerier indfører energitillæg: - Bidrag kan hjælpe på bundlinjen

Et pristillæg på nogle få kroner, der skal betales ud over prisen på brød og kager, er blevet en hyppig løsning blandt mange bagerier landet over. 

Energitillægget skyldes de skyhøje priser på energi.

I brancheforeningen Bager- og Konditormestre i Danmark kalder direktør Henrik Mühlendorph energitillægget et "lille plaster på såret".

- Det er ikke noget, der er i nærheden af at kunne dække de faktiske energiomkostninger, men det er et bidrag, der kan hjælpe på bundlinjen, der er presset som aldrig før, siger Henrik Mühlendorph.

Han peger på, at bagerier typisk har et højt forbrug af el, der skal bruges til ovne og nedkøling af varer.

Direktøren har ikke et overblik over, hvor mange bagerier og konditorvirksomheder, der indtil videre har indført energitillæg.

Men han føler sig overbevist om, at vi kommer til at se mere af den slags.

- Vi har ikke en holdning til, hvordan medlemmerne prissætter deres produkter. Men man må godt indføre energitillæg, og hvis man ønsker at gøre det, så rådgiver og fortæller vi om, hvordan man kan gøre det, og hvad lovgivningen siger.

De stigende energipriser og færre penge hos forbrugerne har allerede været hård ved branchen.

23 bagerier måttet dreje nøglen om i løbet af årets første ni måneder.

I samme periode sidste år lukkede fem bagerier.

- Det er gået hårdt ud over dem, der har været mindst polstret. Det er typisk i områder med det mindste befolkningsgrundlag, siger Henrik Mühlendorph.

Han forudser, at vi også i den kommende tid vil se bagerier, der kaster håndklædet i ringen og giver op.

- De prognoser, vi kigger ind i, viser, at energipriserne vil stige yderligere. Så vi kigger ind i en situation, hvor stigende omkostninger og faldende betalingsevne hos forbrugerne kommer til at koste yderligere bagerier livet.

- Det er helt sikkert, siger Henrik Mühlendorph.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079