Juiceproducent får nye flasker og logo: - Vi kommer til at spænde langt bredere

Frankly betyder ’helt ærligt’ på engelsk, og det navn tager stifterne af Frankly Juice alvorligt.
- Det er jo ikke fordi vi redder verden ved at lave juice. Ærlig talt, så kan folk jo drikke vand og spise grøntsager i stedet. Men der findes en industri, og det kan vi ikke ændre. Til gengæld kan vi påvirke den ved at have et grønnere og sundere fokus end vores konkurrenter, siger kreativ chef og medstifter Christian Seiersen.
Det budskab ønsker Frankly Juice når ud til flere danske forbrugere og derfor indledte juiceproducenten februar med en omfattende rebranding-kampagne.
- Siden 2014 har vi trods utallige op- og nedture altid været hudløst ærlige i alt, hvad vi foretager os. 2023-udgaven af Frankly Juice lyder derfor, at vi er sat i verden for at inspirere de nuværende og kommende generationer til at træffe valg om mad og drikke på et mere oplyst grundlag, så vi sammen kan skabe en grønnere, sundere og bedre fremtid, fortæller Christian Seiersen
Som en del af rebrandingen får juiceproducenten fra Brøndby et større og mere tydeligt logo på emballagen. I samme omgang skifter Frankly Juice også ud i størrelserne på flaskerne, der er mindre ovale og runde end den forrige emballage.
- Engang havde vi kun to flaskevariationer. Nu har vi forskellige shots-flasker og introducerer juiceflasker i 400 og 750 milliliter. Under corona udviklede vi også en 5 liters bag in box, der især er populær hos hoteller og restauranter.
Ingen kompromisser
Det har ifølge stifterne været essentielt ikke at sænke prisen på deres produkter selvom corona- og energikrisen har været hård for juiceproducenten.
- Vi har valgt at holde fast og hele tiden have øje fremtiden. Vi vil gerne holde fast i, at vi tilbyder et 100 procent økologisk produkt med en høj kvalitet, og det går vi ikke på kompromis med, forklarer kreativ chef og medstifter Christian Seiersen..
Helt fra begyndelsen har Frankly Juice ifølge stifterne handlet om bæredygtighed og at passe på klimaet. Derfor bruger juiceproducenten mange ressourcer på at samarbejde med blandt andet Rootly, Jalm&B og Banana CPH, hvor overskudspulp fra produktionen bliver lavet om til nye produkter.
- Vi har meget fokus på madspild og det vil vi gerne kommunikere til forbrugerne. Når du vælger Frankly, vælger du ikke bare en juiceproducent, men et brand, der gør noget godt for dine omgivelser. Det forsøger vi at gøre meget tydeligt på vores nye label, siger Christian Seiersen og fortsætter:
- Vi har et produkt, der skifter udtryk i takt med sæsonernes skiften, da råvarerne smager forskelligt alt efter hvornår de er høstet. Vi arbejder derfor under en helt anden virkelighed end de virksomheder, der har juice på lager i over et år. Det vil vi gerne have skinner igennem i vores nye kampagne.