23948sdkhjf

Mikroorganismer kan bane vejen for naturlige farvestoffer

Et nyt forskningssamarbejde mellem DTU og Chr. Hansen sætter nu fokus på udvikling af bedre og mere stabile farver ved hjælp af mikroorganismer.
Gennem de senere år har en stor del af den internationale fødevareindustri skiftet kunstige farvestoffer ud med naturlige, det vil sige farver udvundet af blandt andet grøntsager, rodfrugter og bær.

Dette sker dels på grund af et generelt skift i retning af naturlige og sunde fødevarer, dels på grund af en påvist sammenhæng mellem visse kunstige farvestoffer og hyperaktivitet hos børn. EU har således siden 2010 forlangt, at fødevareproducenterne på fødevaredeklarationerne advarer mod udvalgte kunstige farvestoffer.

Den stigende efterspørgsel efter naturlige farver har sat pres på forsyningskæden. Derfor er veje til naturlig fremstilling af naturlige fødevarefarver interessante.

Endnu et skridt mod naturlige farveløsninger
De to projektdeltagere bidrager hver især med nogle af deres ypperste kompetencer. DTU bidrager især med viden omkring forbedring af industrielle mikroorganismer samt kemisk analyse og strukturopklaring af naturstoffer. Chr. Hansen har ekspertisen inden for gæringsprocesser og naturlige fødevarefarver.

En af de store udfordringer ved omstillingen fra kunstige til naturlige fødevarefarvestoffer er at opnå præcist den samme farvetone og stabilitet i produktet. I projektet vil man forbedre eksisterende naturlige farvestoffers egenskaber ved at bruge visse mikroorganismer. På denne måde kan en naturlig farve tilføres en masse merværdi.

- Projektet er endnu et skridt i retningen mod at bruge højteknologi til produktudvikling og produktion af naturlige farveløsninger, siger Kim Binderup, Underdirektør, Produktudvikling, Chr. Hansen.

Teknologisk og videnskabeligt udfordrende
Rasmus JN Frandsen, adjunkt, Center for Mikrobiel Bioteknologi ved DTU Systembiologi:

- DTU har gennem en årrække udviklet en stærk teknologiplatform til at identificere, flytte samt sammensætte gener i mikroorganismer, der kan lave naturlige stoffer.

Hovedidéen i projektet er at flytte gener fra forskellige farveproducerende planter ind i mikrobielle cellefabrikker og få dem til at omdanne simple og billige planteproducerede farvestoffer til mere raffinerede og dyrere stoffer.

Projektet er både teknologisk og videnskabeligt udfordrende, men projektdeltagerne har allerede på nuværende tidspunkt en række bud på innovative løsninger på de problemstillinger, som projektet byder på.

Projektets titel: Anthocyanin production in microbial cell factories
Budget: 11 mio. kr.
Højteknologifondens investering: 6 mio. kr.
Varighed: 3 år

Kilde: Højteknologifonden

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093