23948sdkhjf

Samarbejde om restprodukt har givet ny øl til 7-Eleven

Carlsberg og Frankly Juice bruger pulp fra gulerodsjuice og rødbedejuice

Conveniencekæden 7-Eleven har fået sin helt egen øl, som to af kædens leverandører er gået sammen om at lave.

Øllen hedder Cornerstore IPA, og den er brygget af Carlsbergs husbryggeri Jacobsen i samarbejde med Frankly Juice. Sidstnævnte har til ølproduktionen leveret overskydende pulp - restproduktet fra den koldpressede juice-produktion -  der ellers var endt som madspild

-  Det er første gang, vi brygger en øl til en af landets største convenience-kæder, så det er noget særligt for os at have en øl, man kan købe lige rundt om hjørnet på farten, siger Mads Egeskov Bach, senior brand manager for Jacobsen hos Carlsberg Danmark, i en pressemeddelelse.

Han peger på, at ved at anvende den overskydende pulp har Jacobsen kunnet spare på malten.

- I stedet for at pulpen går til spilde, bruger vi den til at erstatte en del af malten i vores brygproces og give en frugtig smag til øllen. Dette samarbejde er et rigtigt godt eksempel på, hvordan vi alle får mest muligt ud af vores råvarer, når vi upcycler, siger Mads Egeskov Bach.

Den pulp, der bruges i IPA’en, er fra Frankly Juices gulerodsjuice og rødbedejuice, der også kan fås i 7-Eleven.

- Vores ambition er at udnytte råvarerne optimalt og samtidig skabe et produkt, der skaber værdi og smager godt. Vi er altid interesseret i, at vores pulp udnyttes på bedste vis af os eller andre samarbejdspartnere, så vi er meget stolte af den gode øl, der blandt andet er brygget med vores pulp, siger Christian Bowall, kommerciel direktør og medstifter af Frankly Juice, i samme pressemeddelelse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078