Flere tusinde fødevarefolk ventes at indtage Aarhus
Arrangørerne af Food Festival i Aarhus regner med besøg af flere tusinde mennesker fra fødevarebranchen, når årets festival bliver fyret af på Tangkrogen 6.-8. september.
Rigtig mange af dem vil formentlig være på plads allerede om formiddagen på den første dag til den såkaldte Branchefredag, hvor de kan netværke, inden alle andre gæster bliver lukket ind til de cirka 250 tilstedeværende fødevarevirksomheder.
Branchefredagen har fokus på, hvad vi skal spise fremover, og hvordan virksomheder kan tilpasse sig de nye strømninger.
- Food Festival er en nøglebegivenhed for branchen. Derfor er det en vigtig del af festivalen at give vores kollegaer mulighed for at finde ny viden, energi, inspiration og samarbejdspartnere, så branchen fortsat leder an i fremtidens trends, siger Food Festival-direktør Anna Lund.
- Til Branchefredag åbner vi pladsen kun for professionelle, hvor der er netværksarrangementer, paneldebatter og mulighed for at smage sig igennem pladsen på egen hånd. Resten af weekenden er der workshops, syv festivalområder med innovative fødevarevirksomheder og selvfølgelig en masse madinteresserede festivalgæster. I år forventer vi op mod 27.000 gæster, oplyser hun.