23948sdkhjf

Vækst i milliardbryggeris højsæson: - Vi står stærkere, end vi har gjort i flere år

Det er en god bid af alle bryggeriers traditionelle højsæson, som landets tredjestørste bryggerivirksomhed, Harboes Bryggeri i Skælskør, netop har fremlagt regnskabstal for.

Første kvartal i Harboes skæve regnskabsår dækker månederne maj til og med juli, og i de tre måneder har bryggeriet øget omsætningen herhjemme med 10 procent i forhold til samme periode sidste år til 137 millioner kr. og eksporten med syv procent til 162 millioner kr.

Til gengæld har der været et fald i salget i Harboes største marked i Tyskland på fire procent. 

Alt i alt er det samlede volumen i perioden faldet med en enkelt procent til 1,28 millioner hl, mens omsætningen lige rundede en halv milliard kr. Mere nøjagtigt blev det til 502 millioner kr. - mod 488 millioner kr. i samme kvartal sidste år.

Det er resulteret i et Ebit-overskud på 33 millioner kr., marginalt bedre end 31 millioner kr. året før.

- Vi har formået at styrke vores forretning yderligere i forhold til samme periode sidste år, og vi står stærkere, end vi har gjort i flere år. Første kvartal er højsæson på vores to hjemmemarkeder, og vi er overordnet tilfredse med resultaterne, selvom vi endnu ikke har set den fulde effekt af vores udvidede distribution i Danmark og den ventede forbedring af indtjeningsmarginalen i Tyskland. Det har vi fuld fokus på at realisere i den resterende del af regnskabsåret, siger Søren Malling, som er adm. direktør i Harboes i en kommentar.

Kvartalstallene får ikke Harboe til at ændre på forventningerne til året. 

- Vores resultater for hele året er fortsat forbundet med usikkerhed og er følsomme over for udviklingen i indkøbspriser, herunder fragtpriser som pt. er meget volatile. Vi har desuden stor fokus på at sikre forsyninger fra leverandørerne. Derfor fastholder vi forventningerne til hele året om et Ebitda i niveauet 150 - 190 millioner kr. og et resultat før skat i niveauet 60 - 100 millioner kr., siger Harboes CFO Simon Andersson.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062