23948sdkhjf

Premier Is har lagt fundamentet til ny vækst

Med nye store ordrer i hus er Premier Is i Thisted positiv stemt over for fremtiden, hvor værdi-produkter og øget eksport skal være med til at løfte indtjeningen.
Selvom Finland og Norge hører til de mest is-glade folkefærd, så er hjemmemarkedet stadig det vigtigste for Premier Is. Danskerne har svigtet i en periode, men kurven er så småt på vej op igen og der ventes en lille stigning i omsætningen forud for den kommende sæson.

- Vi er ved at stabilisere os i markedet, men konkurrencen er udtalt i Danmark, hvor vi vanskeligt kan konkurrere på løn eller pris. Derfor har vi ændret setup og tankegang, så vi forhåbentlig kan styrke forretningen gennem øget værdiskabelse for både os selv og vores kunder, fortæller Mogens Jønck, adm. direktør i Premier Is, til Food Supply.

Eksport til business-kunder i fokus
Efter at have gennemgået en strategisk vurdering, satser ismejeriet fra Thisted nu mere på eksport som et nyt vækstområde - særligt inden for business-to-business segmentet. Det bekræfter nytiltrådte Thomas Meincke, der i juni 2013 blev ansat til at udvikle eksporten samt kontraktproduktion.

Ismejeriet er ejet af kapitalfonden ErhvervsInvest, og siden 2009 har man arbejdet på at strømline aktiviteterne i de to virksomheder Polar Is og Premier Is, der her blev lagt sammen. Processen har taget længere tid end antaget, til gengæld er resultatet nu så godt, at virksomheden lever op til nogle af de strengeste standarder, set ud fra en international optik. Det er ikke mindst en vigtig forudsætning, når fabrikken har planer om at dyrke eksportmarkederne i endnu højere grad. Det er primært de skandinaviske lande, Premier Is har fokus på, men et par enkelte lande uden for EU er også i kikkerten.

Gearet til vækst
I den forgangne periode har Premier Is blandt andet fået opgraderet sit produktionsanlæg, højnet kvalitetsarbejdet, arbejdet fokuseret med Lean og ikke mindst styrket fleksibiliteten og samarbejdet internt i virksomheden – faktorer, der nu tilsammen udgør en af virksomhedens væsentligste konkurrenceparameter.

- Vi er i dag rigtig gode til at udnytte den knowhow, vi har i virksomheden og vi er blevet i stand til at løse meget mere komplekse opgaver, fortæller Thomas Meincke.

Ved årets udgang havde en større kunde skrevet under på en ny kontrakt, og vi skulle ikke mange dage ind i det nye år, før endnu en god aftale kom i hus. Første ordre er kørt gennem produktionsapparatet, mens den anden i disse dage ruller gennem fabrikken.

- De to ordrer har betydet, at vi ekstraordinært startede op med toholdsskift i december, og produktionslinjerne kører lige nu på højtryk og er belagte langt frem i tiden. Men vores nuværende produktionsapparat kan sagtens klare mere, lyder det fra COO Rene Landbo Nielsen.

Der er ikke ansat flere medarbejdere til den øgede produktionsmængde, men der er hentet ekstra hænder ind, tidligere på sæsonen. Fordelt på helåret beskæftiger ismejeriet i niveauet 110-180 medarbejdere.

Fløde, fløde og atter fløde
- Også udenfor Danmark er vi presset på vores konkurrenceevne. Derfor gælder det for os her, ligesom i Danmark, at differentiere os på kvalitet frem for pris - og så i øvrigt arbejde ud fra solution-tankegangen, fortæller Morgens Jønck, da Food Supply hører ind til, hvordan Premier Is fremover vil tackle udfordringerne, både på hjemme- og på eksportmarkederne.

Med "solution" mener Mogens Jønck, at Premier Is vil søge et tættere samarbejde med sine kunder, hvor det i højere grad handler om forretningsudvikling/ time to market, frem for kun at have fokus på produktet. Det er nøjagtig den tilgang, der senest har givet bonus i form af de nye kontraktordrer.

Forretningen Premier Is, der ud over business-to-business også omfatter impulsmarkedet og detailhandlen i Danmark, har nogle fælles træk. Alle forretningsben har og vil øge fokus på produktudvikling, branding, co-branding, distribution, viden om is-markederne og ikke mindst den gode kvalitet, forklarer Mogens Jønck videre.

- En af vores vigtigste konkurrenceparameter er netop fløden, som godt nok er relativ omkostningstung, men som giver den optimale cremede smag og konsistens som iselskere foretrækker. Mange bruger vegetabilsk fedt som f.eks. kokos- eller palmeolie, men vores produkter er langt hen ad vejen baseret på fløde, siger han til Food Supply.

Vi er optmister
Og om regnskabsåret, der afsluttes i løbet af de næste tre måneder, siger Mogens Jønck:

- Vi har nu fået renset ud og lagt det økonomiske basisfundament, og derudover havde vi en rigtig god sommer sidste år, hvor vores nye is med lakridssmag overgik alle forventninger. Alt i alt ser det fornuftigt ud og vi forventer at slutte på den gode side (driftsresultatet ventes i plus og ikke i minus, red.) - vi ser med andre ord lysere på fremtiden, siger is-direktøren og siger afsluttende:

- Vi vil nu fortsætte med at gøre dét, vi er bedst til, og vi er da heller ikke mere hellige end at vi gerne outsourcer de produkter, hvor det bedre kan betale sig at producere eksternt end på vores eget ismejeri, siger Mogens Jønck med pegefingeren plantet på iskortet med læske-is.

Fakta om Premier Is - Mejerigaarden A/S
Ismejeriet i Thisted har under navnet Mejerigaarden produceret is til danskerne siden 1933. I 2008 overtager investeringsfonden ErhvervsInvest aktiviteterne, og i 2009 lægges disse sammen med Premier Is, som ErhvervsInvest køber af Nestlé. I dag producerer Mejerigaarden derfor is i de to brands Polar Is og Premier Is. Derudover afsættes produkter i navnet Bravissimo samt Underground, ligesom man i øget omfang producerer under private label.

I det seneste regnskabsår, der sluttede med udgangen af april måned 2013, kom virksomheden ud med et underskud på godt 10 millioner kroner. Ser man tilbage på årene inden fusionen var der tale om cirka samme resultat, blot med modsat fortegn. Også driftsresultatet lød i 2012/13 på knap 10 millioner i underskud, mod et overskud på 17,6 millioner kroner tilbage i 2008/09. Egenkapitalen er i samme årrække reduceret fra 62,2 millioner kroner til 21,5 millioner kroner i 2012/13.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112