23948sdkhjf

Easyfood støtter op om nyt brødkoncept

Med Easyfood som samarbejdspartner er to tyrkiske brødre i færd med at udleve drømmen om at lancere en ny brødserie, der oprindeligt er udviklet til sultanen i det osmanniske rige.
I over 2 år har de to brødre, Ahmet (27) og Murat (25) Günes, arbejdet på at udvikle et nyt tyrkisk brødkoncept og med hjælp fra samarbejdspartneren Easyfood er de første Simit-brød nu produceret og på lager til videre distribution.

- Efter lange forberedelser, en grundig produktudvikling og oplæring hos Easyfood, nåede vi frem til hvilke produkter vi ville gå videre med til det danske marked. Den første produktion er kommet på lager og er nu klar til at blive leveret ud til kunder i hele landet. Allerede nu oplever vi stor interesse for produktet fra potentielle kunder, og vi glæder sig derfor til at se den første Simit blive serveret for danskerne, fortæller Ahmet Günes.

De to stiftere har taget udgangspunkt i historien og herudfra udviklet brød, forretningskonceptet, virksomhedens strategi og kommunikationslinje.

- Der er meget mystik omkring brødets historie og oprindelse. En gammel historie fortæller, at sultanen samlede rigets absolut dygtigste bagere på sit palads for at udvikle et helt specielt brød til ære for ham. Brødet kaldte man for simit og bagerne for simitci. Dette eksklusive brød var kun forbeholdt sultanen og nogle udvalgte af hans elitesoldater, der fik brødet som en gave så de havde noget at stå imod med. Brødets farve skulle ligne 24 karat guld, fortæller Ahmet Günes.

Forud for lanceringen har Murat været i Istanbul for at lære håndværket og teknikken til at bage den bedste Simit. Han var i lære hos en lokal bager i seks måneder, hvorefter han tog sine kundskaber med tilbage til Danmark. Med Easyfood som samarbejdspartner er han og broderen nu ved at udleve drømmen om at udvikle deres egen unikke tyrkiske brødserie tilpasset danskernes smag.

Sultanens favorit
Sultanbrødet Simits særlige smag skyldes især ingredienser som sesam og vindruesirup. Der bruges mere end 25 forskellige slags sesam til simit. Sesamfrøene bliver behandlet i 24 timer og simrer i en særlig sirup, som giver brødet sin unikke smag. Det er blandt andet disse ingredienser, der giver brødet sin sprøde kant samt den rødlige/gyldne farve.

Brødet er især egnet i selskab med te/kaffe, og derudover serveres den almindeligvis til morgenmad eller frokost eller bruges som snack, forklarer brødrene.

De første Simit sendes ud til cafeer, restauranter, kantiner og hoteller i hele landet fra medio februar.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063