Prisbelønnet kok overtager kantinedrift på universitet
Den erfarne øko-omlægger og prisbelønnede kok, Kristina Kristensen, skal fremover stå for driften af Aarhus Universitets 12 kantiner, hvor målet er 90 procent økologi i 2020.
Netop den målsætning var afgørende for, at Kristina Kristensen – tidligere kantineleder hos Vestas med mange års erfaring indenfor økologisk køkkenomlægning – besluttede sig for at søge stillingen som direktør for fonden. Den 1. marts begynder hun i sit nye job.
- Det er en utrolig spændende udfordring, som jeg ikke kunne lade gå forbi. Det er en meget ambitiøs målsætning at nå op på så høj en økologisk andel på seks år, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Og jeg føler, jeg har meget at bidrage med, siger Kristina Kristensen.
Motivation og nye rutiner
Den kommende direktør understreger, at det ambitiøse mål kræver en lang række tiltag og forandringer.
- Det gælder først og fremmest om at få motiveret lederne og medarbejderne. De skal vide, hvilken forskel de kan være med til at gøre ved at arbejde med økologi. Når vi serverer mad for så mange mennesker, som vi gør, har vi et stort ansvar for også at passe på miljøet, siger Kristina Kristensen.
Hun peger på, at nøglen til den økologiske omlægning bliver nogle helt nye rutiner i køkkenerne. Fremover skal maden laves fra bunden med mindre kød og flere grøntsager, og måltiderne vil i langt højere grad være sæsonbestemte.
- Jeg ved, at forandring er menneskets største fjende, og derfor vil jeg gå ydmygt til værks. Men erfaringer fortæller mig også, at omlægningen til økologi vil give medarbejderne en større faglig stolthed, fordi de kommer til at bruge deres madhåndværk i markant højere grad, end de gør i dag, siger Kristina Kristensen.
Stor øko-udvikling er en fordel
Hun påpeger, at der er en stor fordel i, at økologi i dag er blevet meget mere udbredt, end det var dengang, hun påbegyndte samme omlægningsproces i Vestas’ kantine for ni år siden.
- Det er helt vildt, hvilken udvikling der er sket med udbuddet og efterspørgslen på økologiske varer bare de seneste fem år. I dag er der et meget større udvalg af økologi og mangle flere erfaringer med økologisk køkkenomlægning at trække på, siger hun og referer til regeringens målsætning om, at 60 procent af maden i de offentlige køkkener skal være økologisk i 2020.
Maden skal være SU-venlig
Kristina Kristensen er meget opmærksom på, at måltiderne stadig skal kunne betales på en SU, og den økologiske omlægning vil derfor ikke komme til at betyde højere priser.
- Men de studerende vil opleve, at måltiderne kommer til at ændre sig. Der vil eksempelvis ikke længere være tomater og agurker på menuen om vinteren, og der vil generelt være mindre kød. Men jeg tror, det er en fordel, at vi har med oplyste, unge mennesker at gøre, som ikke allerede har en masse indgroede madvaner, siger Kristina Kristensen.
Hun håber, at de unge studerende vil blive inspireret til bære en sund og økologisk livsstil videre.
Kristina Kristen er sammen med sit tidligere køkkenteam på Vestas bl.a. blevet hædret med Dansk Fødevareforums innovationspris ’Den Dybe Tallerken’ samt Landbrug og Fødevarers Kantinepris. Hun har også medvirket til en bog om økologisk omlægning for storkøkkener ved navn ”Omtanke i Store Gryder”, som blev udgivet sammen med Økologisk Landsforening sidste år.