23948sdkhjf

Nyt københavnsk mikro-destilleri vil lave hidtil ukendt spiritus

Copenhagen Distillery er netop åbnet på Amager, hvor man satser på spiritus, som ingen andre nogensinde har lavet. Og alle flasker bliver nummereret og underskrevet.
Fra den historiske Bryggergård på Amager, der også for mere end 100 år siden husede bryggeri og destilleri, er der nu igen sat gang i produktionen. Københavns første og eneste mikro-destilleri, Copenhagen Distillery, er netop åbnet i Bryggergården, og visionen er at udfordre og forkæle smagsløgene ved at tilbyde nye, unikke og luksuriøse spiritusvarianter.

- Både hvad angår smagen, duften, ingredienserne, produktionsmetoderne og indpakningen venter der spiritusentusiaster og feinschmeckere en helt ny og anderledes spiritusoplevelse, lover Henrik Brinks, Master Distiller i og medstifter af Copenhagen Distillery.

- Vi har fokus på at skabe spiritus, som ingen andre har lavet før. Vi vil for eksempel inden længe lancere verdens første honningbaserede gin, som man får lyst til at drikke rent, tør jeg godt sige. Herefter følger blandt andet snaps og whisky. Nogle af vores produkter bliver nyfortolkninger af eksisterende spiritusvarianter, men vi har også en vision om at skabe helt nye kategorier indenfor spiritus, som vi eksperimenterer med i øjeblikket, siger han og tilføjer:

- Barren er sat højt, og vi glæder os til at dele vores passion med andre spiritusentusiaster i ind- og udland. Vi oplever i disse år en bølge af nye mikro-destillerier i Danmark. Sammen med dem ser vi frem til forhåbentlig at give endnu flere smag for vores nytænkende spiritus, som vi er overbeviste om, vil vække genlyd både i Danmark og på internationalt plan.

Alt bliver produceret i hånden
For at skabe den mest unikke spiritus arbejder Copenhagen Distillery ifølge Henrik Brinks udelukkende med ingredienser af højeste kvalitet, som naturligt findes i den danske natur. Alle produkter fra Copenhagen Distillery bliver produceret i hånden og i et yderst begrænset antal. Hver flaske bliver nummereret og underskrevet af Master Distilleren.

Whisky-entusiasten Henrik Brinks fik idéen og lysten til at starte sit eget destilleri efter at have smagt mere end 450 forskellige typer whisky. Beslutningen om at lave sin egen variant blev ført ud i livet sammen med tre venner, ejerkredsen fra designbureauet Thank You, Anders M. Frandsen, Esben Jørgensen og Ørn Ólason.

Deres søgen efter det rette sted at producere sluttede, da de fandt den historiske Bryggergård på Amager.

- Stedet her har en helt særlig historie og atmosfære, der passer perfekt til vores koncept. Jeg synes, der er noget specielt ved at starte Københavns første og hidtil eneste mikro-destilleri op samme sted, hvor man for over 100 år siden etablerede et af byens første bryggerier og destillerier. Stedet oser af destilleri, og jeg glæder mig til at være med til at give denne del af København nyt liv, siger Henrik Brinks.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156