NKT Flexibles øger sin produktionskapacitet med 65%
NKT Flexibles investerer 300 mio. kr. i en udbygning af produktionsfaciliteterne i Kalundborg. Investeringen omfatter supplerende produktionslinier, der skal etableres indenfor fabrikkens eksisterende fysiske rammer. Sigtet er at øge produktionskapaciteten med op til 65%.
Udbygningen af NKT Flexibles' produktionsanlæg skal ses i lyset af det voksende behov for - dels den fortsatte udvikling af eksisterende oliefelter - dels etableringen af nye felter på stadig større havdybder. Virksomheden forudser således en langsigtet og voksende efterspørgsel efter fleksible offshore rør, som dem NKT Flexibles udvikler og fremstiller.
Kapacitetsudvidelsen vil blive realiseret i perioden 2008-2010, og den forventes at bidrage til omsætnings- og indtjeningsmæssig vækst fra og med 2. kvartal 2010.
Årsresultat giver luft til investeringer
Årsrapporten, hvis resultat afspejler en betydelig fremgang i sammenligning med året før, udviser en omsætning på 13,5 mia. kr. og et resultat før skat tæt på 1 mia. kr. Forventningerne til resultatudviklingen for 2007 er således indfriet.
Den øgede konjunkturusikkerhed har ikke medført revision af de planer, der er lagt for de kommende års udvikling af NKTs forretningsaktiviteter, idet vi - bl.a. med beslutningen om at investere i yderligere produktionskapacitet hos NKT Cables i Køln og NKT Flexibles i Kalundborg - står vel rustet til at realisere de lagte planer.
For 2008 forudses en koncernomsætning i niveauet 14,5 mia. kr. og et resultat før skat i niveauet 900 mio. kr., hvilket er på niveau med resultatet i indeværende år.