23948sdkhjf

Nye kontrakter til Bavarian Nordic

Bavarian Nordic kom ud af 2007 med et ventet underskud. I 2008 skal medicinkoncernen levere vacciner til de amerikanske myndigheder.
Bavarian Nordics resultat for 2007 blev en omsætning på 332,1 mio. kr. og et negativt resultat før skat på 50,5 mio. kr., hvilket er i verensstemmelse med selskabets seneste udmelding. For 2008 forventes en omsætning i størrelsesordenen 180 mio. kr., og et underskud før skat i størrelsesordenen 225 mio. kr., idet de første vaccineleverancer til den amerikanske regering under RFP-3 kontrakten først forventes påbegyndt i 2009.

Selskabet har i foråret 2008 afsluttet en strategiproces, der har udmøntet sig i en strategiplan, der rummer en række nye initiativer samt prioritering af eksisterende aktiviteter. Konklusioner og afledte initiativer af denne proces forventes at blive implementeret i løbet af 2008.

2007 i hovedtræk
Med tildelingen af RFP-3 kontrakten fra de amerikanske myndigheder har Bavarian Nordic opnået den hidtil vigtigste milepæl i selskabets historie. Kontrakten kom i hus efter langstrakte forhandlinger, hvor det lykkedes for selskabet, som det første i verden, at opnå både forud- og milepælsbetalinger under BioShield programmet. Udover basiskontrakten på 500 mio. dollars, der omfatter levering af 20 millioner doser af selskabets tredjegenerations koppevaccine, IMVAMUNE®, indeholder kontrakten desuden en optionskontrakt på 1,1 mia. dollars for levering af yderligere 60 millioner doser.

I selskabets pipeline er der præsenteret vigtige data på IMVAMUNE®. Tre ud af fem fase II studier er afsluttet og viser meget lovende resultater. Når fase II HIV datapakken forventeligt foreligger i slutningen af 2008, og efterfølgende bliver accepteret af de amerikanske sundhedsmyndigheder, kan Bavarian Nordic begynde at levere vaccinen til USA’s nationale beredskabslager og dermed påbegynde fakturering.

I 2007 refokuserede selskabet sin HIV strategi. På baggrund af anbefalinger fra internationale videnskabskomitéer er data fra nef programmet blevet inkorporeret i multiantigen programmet, der dermed fortsætter som selskabets fremtidige HIV projekt.

Inden for cancerimmunterapi skete der også vigtige fremskridt med påbegyndelsen af fase I/II studier med vaccinekandidaten mod brystcancer.

Forventninger til 2008
Bavarian Nordic forventer i 2008 en omsætning i størrelsesordenen 180 mio. kr. og et underskud før skat i størrelsesordenen 225 mio. kr.
Omsætningen forventes at bestå af den tredje milepælsbetaling under RFP-3 kontrakten samt fakturering af fortsættelsen af RFP-2 kontrakten. Udover den nedenfor nævnte kontrakt med et asiatisk land om levering af IMVAMUNE®, er der ikke i 2008 indregnet kontrakter på koppevacciner til andre lande, idet indregning heraf endnu er for usikker på grund af den langvarige proces, som hver kontrakt gennemgår.

Ovennævnte forventninger er baseret på, at Bavarian Nordic i slutningen af 2008, som led i RFP-3 kontrakten, indsender de nødvendige data til de amerikanske sundhedsmyndigheder, der skal bekræfte, at dataene opfylder kravene til understøttelse af en nødberedskabsgodkendelse, og at levering af vacciner til USA dermed kan påbegyndes.

Det er endvidere en forudsætning for årets resultat, at Bavarian Nordic opnår de nødvendige godkendelser til fortsættelse af sine prækliniske og kliniske forsøg.

Asiatisk kontrakt
Bavarian Nordichar indgået en 3-årig kontrakt med regeringen i et asiatisk land om levering af en mindre ordre af IMVAMUNE® til landets biologiske forsvar. Kontrakten, som betragtes som en initialordre, er den første, Bavarian Nordic har indgået med et land uden for USA vedrørende levering af IMVAMUNE®. Størrelsen samt værdien af kontrakten er ikke offentliggjort.

Bavarian Nordic færdigproducerer og leverer IMVAMUNE® koppevacciner til dette land inden der påbegyndes levering af de 20 mio. doser IMVAMUNE® til den amerikanske regering.

Kilde: Bavarian Nordic

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079